En smuk dag på Stadion

November er godt i gang -  og den bider, med vind, regn og kanten af kulde. Jeg holder virkelig af fodbold - jeg syntes det er en af de sportsgrene, som det er betydeligt sjovere at se på, end at være med i. Jeg har set tipslørdag, EM og VM, jeg har set engelsk, tysk og hollandsk fodbold.
Men jeg har faktisk aldrig haft "mit eget" danske hold -  fordi jeg simpelthen ikke har kunne stå inde for ledelsen af AGF - men den tid er ovre.

Jeg er sprunget ud som AGFfan - og efter nogen kampe på lægterne, så glæder jeg mig i dag til at sige pænt farvel til Martin Jørgensen. Han har vedholdende stået for ordenlig fodbold - og en ordentlig tone.
Mere af det AGF, det er klart vejen frem.

Så, pyt pyt med det der 1. division - det handler ikke om at falde 7 gange - men at rejse sig 8.

Troen tilbage til hinanden

Jeg kan godt være lidt glemsom, og miste og tabe ting. Særligt hvis jeg egentlig er optaget af noget andet.
Onsdag var jeg med et par veninder til AOA Awards, og mødte et par gode naboer på vej hjem i bussen. Og optaget som jeg var, af at snakke, kalde på katten og skutte i mig novemberregn, opdagede jeg ikke da jeg tabte min håndtaske med dankort, penge og min ynglingslæbestift.

Ikke så smart Camilla. Det værste var nok, at jeg først opdagede det næste morgen, da jeg skulle bruge kortet. Og man forestiller sig jo, at der kan ske rigtig mange ting på 12 timer.

Men der er god karma i Aarhus, i Viby. For jeg blev ringet op af en ung kvinde, hvis far havde fundet min taske. Jeg var derhenne fredag og hente den, hvor en engageret ældre mand med anden etnisk baggrund end dansk åbnede. Hvilken baggrund man har når man finder noget, kan jo i princippet være lige meget. Men alligevel gjorde det en forskel - han var meget optaget af at jeg skulle tjekke indholdet, hvilket jeg gjorde og fandt alt som det skulle være. Jeg havde en del kontanter og forsøgte at beskrive at man i Danmark godt må give findeløn - det ville han slet ikke høre tale om.

Til gengæld havde han inviteret sin veninde, og lavet ekstra aftensmad, for som han sagde, så skulle jeg ikke være utryg over at hente min taske ved ham alene, og han havde lavet rigeligt mad....
Jeg blev bænket i køkkenet, til en snak om hans lejlighed, og om at bo i Viby, dejligt tæt på en jernbane.

Så den novemberaften gik jeg, en oplevelse rigere gik jeg hjem, fyldt med håb om integration, basal ærlighed, og uendelig glad for at bo i Aarhus. Min tro på hinanden er bestandig.

Kongsvangsstation - en lokalnærbanestation

Vidste du at Aarhus Nærbane har rigtig mange fine små stop? Det er meningen at når letbanen åbner at der skal elektrificering på nærbanen så vi både kommer hurtigere frem, og mere miljørigtigt.
Udfordringen lige nu er at regionen rent faktisk planlægger at nedlægge flere af stoppene fra Aarhus mod Odder - velvidende at vi meget snart står overfor nye togsæt og en stærk politisk dagsorden for offentlig trafik.

Der er lavet målinger om at borgere fra Odder ikke vil bruge mere end 30 min fra Odder til Aarhus. De gamle vognsæt kørte var tiden overholdt, men så blev der investeret i nye vogne og tiden er ny overskredet.
En del af nærbanestationerne har et meget lavt passagetal og man ønsker fra regionens side at nedlægge stoppene.

Det drejer som om stop som:
Kongsvang
Egelund
Vilhelmsborg

Så kunne man jo sige, at det ville give god mening at nedlægge stop, hvor ingen køre fra - men så enkelt er det faktisk ikke. Det der er min og en del andres anke, at man ikke passer ordenligt stoppestederne, at man ikke rydder omkring, at man ikke skilter ordentligt, at man ikke får resten af køreplanerne til at passe med Aarhus Nærbane - ingen gang rejseplanen er ordentlig koblet op med Aarhus Nærbane.

Lige nu er der en høring skubbet ud i det uvisse, derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på Nærbanens muligheder og bidrag til fremtidens offentlige transport.

Du kan være med til at støtte nærbanen her: Bevar Kongsvang station.

Ambassadør for Bedre Psykiatri

Jeg har gemt trangen til at skrive dette blogindlæg, til en skøn dag med overskud. En dag hvor solen skinner, og man kan kigge både frem - og tilbage.
Den dag er i dag. Efterårsvejret viser sig fra en varm og smuk side, og mine geoginer står stadig smukt i haven.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil være ambassadør for Bedre Psykiatri. Jeg blev rørt og stolt. Vi har nemlig brug for at der sættes fokus på det at være et menneske der lider af en psykisk sygdom, og det at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom.

Vi kender alle nogen som "er gået ned med stress", der har fået en arbejdsrelateret depression, eller været ude af balance i en periode. Senest har Mick Øgendal været på forsiden af BT, for sin indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Jeg skal ikke gøre mig klog på BT´s journalistik, og jeg ved ikke hvordan Mick har det med at få de vilkår han lever sit liv under, forklaret på en måde, så de interesserer en læser af en sensationsavis. Men jeg er glad for at vi er begyndt åbent at tale om angst, depressioner og stress. Nu mangler vi at tage skridtet videre, og tale om bipolare lidelser, skizofreni, personlighedsforstyrrelser som almindelige menneskelige diagnoser som der skal forskes i, tales om og drøftes. For det er muligt at leve et godt liv med sin sygdom, det behøver ikke være en livstidsdom i ulykke. 

Jo mere jeg har åbnet for min egen historie, min egen fortælling, om min søster der tog sit eget liv i en misforstået tro på at det ville være bedre end at være til, desto mere får jeg igen.
Smerte bliver ikke mindre - men den bliver nemmere at bære på.

Jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med jer. Tak til Lisalykke og Kristian og Lise! I tror på mig.
Sammen skal vi løfte det at være pårørende til mennesker med en psykisk lidelse.

Du kan læse mere om min fortælling her:
Psykisk sygdom - også i min familie.