De der menneskerettigheder...

Mens familien Danmark svælger i håndbold-mænd og design-tv, har nationens beskidte bagtanke, Dansk Folkeparti, taget endnu et sving hen ad ekstremismens boulevard. Blandt andre "de sorte præsters" afkom Marie Krarup og Christian Langballe taler nu åbent for at begrænse muslimers adgang til Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i, de fleste af os ved godt at det altid har været muslimerne DF hadede mest. Det nye er, at det nu er blevet politisk gangbart at sige det højt, også for  folketingspolitikere, der som bekendt skal forestille at anerkende dansk lov, international lov og de universelle menneskerettigheder.

Ak ja, de dersens forbistrede menneskerettigheder, hvis bare der ikke stod at alle mennesker er lige meget værd....
DF Viceborgmesteren i Vejle: "Nu kender jeg ikke de menneskerettigheder i detaljer, men jeg bliver så træt hver gang jeg hører det ord. jeg mener grundlæggende at menneskerettigheder er noget der hører fortiden til eller i Afghanistan."
Uvidenheden og arrogancen i den udtalelse opsummerer Dansk Folkepartis udvikling meget præcist, og så kan borgerne i Vejle, ellers varme sig ved tanken om at manden bag den udtalelse tegner den kommunalpolitiske virkelighed i Vejle Byråd.

Man kan desværre frygte at der på Christiansborg sidder en række socialdemokrater og arbejder med en skrækindjagende udfordring: at gøre DF til en troværdig samarbejdspartner. De tusinder af racist-stemmer som partiet har tyvstjålet fra S vil de gerne have tilbage. Jeg ønsker også at se Socialdemokratiet styrket, men sandelig ikke for enhver pris. Ikke hvis prisen er at give køb på mit grundlæggende menneskesyn om lige rettigheder og lige muligheder, og slet ikke hvis jeg dermed legitimerer deres hadske retorik og karikerede verdensbillede.
Så for mig gælder det stadig - Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerent.    

Er alt bare røgslør og snik-snak?

Jeg var på KLs økonomiske topmøde. Det er altid spændende og relevant, men jeg må indrømme at de seneste uger vidner om at der er noget helt galt i det politiske landskab.
Er ministre, embedsmænd og folketingspolitikere så bange for ikke at lykkes, at de tager chancer der ikke er i nærheden af at være inden for rammen?
Er der så hårdt pres på ministrenes tid at de skære hjørnerne, tager genveje? Hvad er det egentlig som har drevet Morten Bødskov til at træffe beslutninger på politiets vegne og kigge i Pia Kjærsgårds kalender? Hvad er det egentlig som gør at Anette Vilhemsen lover Zornig en million? At Uffe Elbæk giver penge til sin mands firma? At Lars Løkke tager sin datter med til Rio på husets regning?

Og så må jeg kigge over min egen skulder, hvordan ser det ud her i Aarhus? Er moral bare noget som er forsvundet, væk som dug for den politiske sol?

Jeg tror det ikke. Jeg kender faktisk mange af de folk vi læser om i avisen. Jeg kender faktisk Bødskov som en mand der ville skabe en bedre verden, ligesom Mette Frederiksen så længe jeg husker har kæmpet hårdt for de allersvageste.

Så hvad er det lige der sker? Hvornår tilsluttede de sig den eksklusive gruppe, der finder det mest bekvemt at søge ly i skyggen af vores nye offentlighedslov? Jeg har ikke svarene, men jeg håber at vi sammen kan stille spørgsmålene.

På topmødet lovede både Margrethe Vestager og Bjarne Corydon 12 milliarder til bedre service, men når man gik dem på klingen så var det forskellige steder de ville sende dem hen. Bjarne ønskede de gamle fik det bedre, og Margrethe ville højne det nære sundhedsvæsen. Og nej, ingen af dem forestillede sig at nogle af milliarderne skulle tilflyde den nationale skamplet, der er behandlingen af vores samfunds psykisk syge.

Jeg vil gerne stille mig i front for at kommunal politik ikke bliver som landspolitik - at vi kan stille alle spørgsmålene, at vi er tæt på borgerne og i samspil laver løsninger.
Vil du være med?