En smuk dag på Stadion

November er godt i gang -  og den bider, med vind, regn og kanten af kulde. Jeg holder virkelig af fodbold - jeg syntes det er en af de sportsgrene, som det er betydeligt sjovere at se på, end at være med i. Jeg har set tipslørdag, EM og VM, jeg har set engelsk, tysk og hollandsk fodbold.
Men jeg har faktisk aldrig haft "mit eget" danske hold -  fordi jeg simpelthen ikke har kunne stå inde for ledelsen af AGF - men den tid er ovre.

Jeg er sprunget ud som AGFfan - og efter nogen kampe på lægterne, så glæder jeg mig i dag til at sige pænt farvel til Martin Jørgensen. Han har vedholdende stået for ordenlig fodbold - og en ordentlig tone.
Mere af det AGF, det er klart vejen frem.

Så, pyt pyt med det der 1. division - det handler ikke om at falde 7 gange - men at rejse sig 8.

Troen tilbage til hinanden

Jeg kan godt være lidt glemsom, og miste og tabe ting. Særligt hvis jeg egentlig er optaget af noget andet.
Onsdag var jeg med et par veninder til AOA Awards, og mødte et par gode naboer på vej hjem i bussen. Og optaget som jeg var, af at snakke, kalde på katten og skutte i mig novemberregn, opdagede jeg ikke da jeg tabte min håndtaske med dankort, penge og min ynglingslæbestift.

Ikke så smart Camilla. Det værste var nok, at jeg først opdagede det næste morgen, da jeg skulle bruge kortet. Og man forestiller sig jo, at der kan ske rigtig mange ting på 12 timer.

Men der er god karma i Aarhus, i Viby. For jeg blev ringet op af en ung kvinde, hvis far havde fundet min taske. Jeg var derhenne fredag og hente den, hvor en engageret ældre mand med anden etnisk baggrund end dansk åbnede. Hvilken baggrund man har når man finder noget, kan jo i princippet være lige meget. Men alligevel gjorde det en forskel - han var meget optaget af at jeg skulle tjekke indholdet, hvilket jeg gjorde og fandt alt som det skulle være. Jeg havde en del kontanter og forsøgte at beskrive at man i Danmark godt må give findeløn - det ville han slet ikke høre tale om.

Til gengæld havde han inviteret sin veninde, og lavet ekstra aftensmad, for som han sagde, så skulle jeg ikke være utryg over at hente min taske ved ham alene, og han havde lavet rigeligt mad....
Jeg blev bænket i køkkenet, til en snak om hans lejlighed, og om at bo i Viby, dejligt tæt på en jernbane.

Så den novemberaften gik jeg, en oplevelse rigere gik jeg hjem, fyldt med håb om integration, basal ærlighed, og uendelig glad for at bo i Aarhus. Min tro på hinanden er bestandig.

Kongsvangsstation - en lokalnærbanestation

Vidste du at Aarhus Nærbane har rigtig mange fine små stop? Det er meningen at når letbanen åbner at der skal elektrificering på nærbanen så vi både kommer hurtigere frem, og mere miljørigtigt.
Udfordringen lige nu er at regionen rent faktisk planlægger at nedlægge flere af stoppene fra Aarhus mod Odder - velvidende at vi meget snart står overfor nye togsæt og en stærk politisk dagsorden for offentlig trafik.

Der er lavet målinger om at borgere fra Odder ikke vil bruge mere end 30 min fra Odder til Aarhus. De gamle vognsæt kørte var tiden overholdt, men så blev der investeret i nye vogne og tiden er ny overskredet.
En del af nærbanestationerne har et meget lavt passagetal og man ønsker fra regionens side at nedlægge stoppene.

Det drejer som om stop som:
Kongsvang
Egelund
Vilhelmsborg

Så kunne man jo sige, at det ville give god mening at nedlægge stop, hvor ingen køre fra - men så enkelt er det faktisk ikke. Det der er min og en del andres anke, at man ikke passer ordenligt stoppestederne, at man ikke rydder omkring, at man ikke skilter ordentligt, at man ikke får resten af køreplanerne til at passe med Aarhus Nærbane - ingen gang rejseplanen er ordentlig koblet op med Aarhus Nærbane.

Lige nu er der en høring skubbet ud i det uvisse, derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på Nærbanens muligheder og bidrag til fremtidens offentlige transport.

Du kan være med til at støtte nærbanen her: Bevar Kongsvang station.

Ambassadør for Bedre Psykiatri

Jeg har gemt trangen til at skrive dette blogindlæg, til en skøn dag med overskud. En dag hvor solen skinner, og man kan kigge både frem - og tilbage.
Den dag er i dag. Efterårsvejret viser sig fra en varm og smuk side, og mine geoginer står stadig smukt i haven.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil være ambassadør for Bedre Psykiatri. Jeg blev rørt og stolt. Vi har nemlig brug for at der sættes fokus på det at være et menneske der lider af en psykisk sygdom, og det at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom.

Vi kender alle nogen som "er gået ned med stress", der har fået en arbejdsrelateret depression, eller været ude af balance i en periode. Senest har Mick Øgendal været på forsiden af BT, for sin indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Jeg skal ikke gøre mig klog på BT´s journalistik, og jeg ved ikke hvordan Mick har det med at få de vilkår han lever sit liv under, forklaret på en måde, så de interesserer en læser af en sensationsavis. Men jeg er glad for at vi er begyndt åbent at tale om angst, depressioner og stress. Nu mangler vi at tage skridtet videre, og tale om bipolare lidelser, skizofreni, personlighedsforstyrrelser som almindelige menneskelige diagnoser som der skal forskes i, tales om og drøftes. For det er muligt at leve et godt liv med sin sygdom, det behøver ikke være en livstidsdom i ulykke. 

Jo mere jeg har åbnet for min egen historie, min egen fortælling, om min søster der tog sit eget liv i en misforstået tro på at det ville være bedre end at være til, desto mere får jeg igen.
Smerte bliver ikke mindre - men den bliver nemmere at bære på.

Jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med jer. Tak til Lisalykke og Kristian og Lise! I tror på mig.
Sammen skal vi løfte det at være pårørende til mennesker med en psykisk lidelse.

Du kan læse mere om min fortælling her:
Psykisk sygdom - også i min familie.

På med hjelmen Polle!

Godt så - jeg springer bomben:

Det burde være en lov om, altid at cykle med cykelhjelm!

Jeg er så træt af den der med det frie valg, og eget ansvar, det er noget vrøvl! Alt for ofte ser jeg fædre med et barn bag på cyklen, eller i cykelvogn, ungerne er pakket ind efter alle kunstens regler og faderen har hvad - intet på. Fordi det er ok at gamble med sit eget liv? Skam dig!

Jeg har længe haft det sådan - men for lidt over en uge siden fik jeg endnu et opråb. Min far ringede tidligt om morgen, han kunne ikke komme op ad sengen.

Han var blevet kørt ned på sin cykel dagen før.

Det viste sig, at det ikke var hovedet det var galt med, men blodtrykket, fordi en massiv blodansamling havde taget en liter blod ud hans kredsløb. Puha - hjelmen han bar var knækket helt, de to steder hans hoved ramte asfalten. Men hans hoved havde ikke taget skade.

Tænk hvis han ikke havde haft hjelm på.

Tænk hvis det havde været din teenagesøn, eller din mand, eller din mor?

Den helt store livredder i trafikken er selen. Den blev gjort lovpligtig allerede i starten af 80'erne.

Så come on S-regering. På med hjelmen!

Når man stikker næsen frem

Jeg er Socialdemokrat, og som sådan, dybt involveret i hvordan fremtiden formes for alle mennesker i Aarhus Kommune. Jeg har meninger, jeg har mange meninger, og jeg står gerne på mål for hver eneste.
Så selvfølgelig skal jeg kunne klare nogle høvl, når jeg stikker næsen frem. Men ind i mellem kan jeg nu godt tænke - hvor mange høvl er egentlig rimelige?

Jeg har gode bekendtskaber med forskellige former for handicaps og psykiske lidelser, som på deres enten meget stille facon eller på en noget larmende måde stiller op for sig selv og andre.
Det er mennesker der med sjælden ærlighed sætter sig selv forrest, og bruger deres identitet som eksempel. For mig er det på grænsen til nemt, at stille mig ved siden af og forsvare dem som har behov - det er noget ganske andet, at stille mig selv forrest, og bruge mit eget eksempel.
Det var jeg ikke helt klar over, før denne uge.

Jeg ved ikke om jeg har fået skrevet det på bloggen - men jeg er ordblind - meget ordblind. Mine sætningskonstruktioner er ofte forkerte, og jeg skriver gerne sådan som ordene lyder. Jeg har også dage, hvor jeg helst ikke skriver noget, fordi bogstaverne bliver ved med at bytte plads. Men i mit arbejdsliv, og i mit byrådsarbejde, kan jeg ikke altid bestemme selv. Som regel, får jeg læst korrektur på det jeg skriver, men men mine vanskeligheder med det skriftlige har gjort, at jeg stadig føler frustration over, at jeg ikke bare kan skrive korrekt dansk.

Hvorfor fortæller jeg det nu? Jo, i denne uge blev en af mine facebook opdateringer screensavet og lagt på en politisk modstanders profil - sammen med en hånende tekst. Personen havde ikke mod og mandshjerte nok til at skrive sin mening på min egen væg - han slettede sin bemærkning, så hverken jeg eller mine venner kunne se den.

Hans kommentar gik på mit danske, hvordan jeg formulere mig. Kommentaren blev vel modtaget, for hans partikammerater og meningsfæller gjorde sig efterfølgende morsomme på min bekostning. Det ramte mig - ikke fordi vi var politisk uenige - men fordi de angreb mennesket Camilla Fabricius, angreb den fundamentale svaghed, der altid har hæmmet mig, og som stadig får mig til at føle mig utilstrækkelig.Jeg blev oprigtig ked af det, og var inderligt glad for at andre forsvarede mig.

Tænk hvis vi debatterede på et anstændigt niveau, uden hårdt at angribe mennesket bag politikken, uden at nedgøre hinandens fejl og mangler. Tænk hvis vi kunne se på vores uenigheder med respekt - og tog debatten derfra. Ville det ikke være bedre?

Tak til Helle

Kære Helle

Det bliver lidt kort - for jeg er ved at pakke min svampekurv med skarpe knive og varm kaffe. Jeg er vild med Aarhus - og takker dig for at blive på posten som landets statsminister, og for at sende en stærk kvinde til EU og en sej aarhusianer direkte ind på posten som leder af Det Radiale Venstre.

Jeg ville ønske at 3F og co havde ventet med deres ego-trip til i dag.

Det skal ikke herske tvivl om, fru statsminister, at du har min fulde opbakning. Jeg satte mit kryds hos dig - og jeg gør det igen.
Men det ER hårdt når man ser venner og familie være pressede eller smidt af dagpengene, når man oplever at de psykiske syge endnu ikke er sikret på finansloven på lige fod med kræft.

Jeg synes forskning i kræft er vigtig, men jeg synes nu nok at der er viden nok, som styrker ideen om at vi ville komme mileskridt foran i forskning på psykisk sygdom.

Så kære Helle T. Tak for Morten Østergaard som ny regeringsleder for R. Tak fordi du blev, og tak for at du valgte en stærk kvinde til EUs magtspil.

Og skulle vi så ikke sammen arbejde for at få danskerne til at forstå, hvad det er vi Socialdemokrater er drevet af?

Nå du, Fru minster - Karl Johan og almindelig kantarel trækker - vend du tilbage til Borgen med fornyet kræfter, her i huset hepper vi på dig!

mange hilsner
Camilla
kvinde, socialdemokrat, aarhusianer, dansker, fortaler for dem som kan selv, og alle de andre,svampejæger og ven.

Mettes Bullseye

Bloggen har stået noget stille, både fordi jeg har haft hovedet i en række andre gøremål og fordi jeg har haft behov for en skrive-pause.

Jeg er blevet endnu mere optaget af hvordan vi sammen kan skabe gode forhold for mennesker med forskellige udfordringer. Hvordan er det at et arbejdsmarked skal skrues sammen, så vi ikke kun sikrer aktivitet, pension og livsværdi - men også skaber reelle jobmuligheder og reel lighed.

Det er bestemt ingen hemmelighed, at jeg ofte kan synes at virkeligheden for mennesker med særlige behov, kan være alt for bøvlet.

Til gengæld er jeg overbevist om, at hele ideen med mentorforløb og ressourceforløb er rigtig. For det giver kommunerne en mulighed for at iværksætte de tiltag der er nødvendige, når man befinder sig i arbejdsmarkedets grænseland.

Der er blevet lavet en miniflex- ordning, så også dem der kun kan arbejde lidt, også kan få en arbejdsidentitet, med selvværd og selvstændighed til følge. Jeg har en tidligere studieveninde - hun er rasende godt begavet og har bragende ADHD - desværre var hendes kommune alt for lang tid om at spotte og reagere på hendes udfordringer, og i dag slås hun ikke bare med sin manglende evne til at organisere og koncentrere sig, men også angst og depressioner.
Hun er et dejligt menneske, hun har mand og børn og udefra set et liv som os andre. Hun har nu fået tilkendt flexjob, og skal nu undersøge om det er muligt for hende, igen at bidrage til samfundet. Jeg hepper på hende, og alle som hende.

Ideen er god - jeg håber det lykkes.
Tak Mette Frederiksen, for redskaber som mentorer og ressourceforløb, lad os nu håbe at kommunerne så bruger dem.

2.2 milliarder til psykiatrien

Min søster kæmpede med sin psykiske lidelse, sin spiseforstyrrelse i årevis, og blev mødt med manglende viden og masser af skyld og skam. Som pårørende har jeg aldrig været inddraget i behandlingsforløbet, og har aldrig fået lov til at bidrage med min forståelse af min søster. Vi fik efterhånden en mistanke om en ubehandlet Asperger, men da vi bragte den mistanke ind, blev den hånet. Vi kontaktede Kirsten Callesen, som har stort kendskab til højtbegavede kvinder med autisme - hun ville tale med Astrid efter nytår.

Vi nåede aldrig så langt, lægen mente det var et fejlspor, og sagde hun bare lige skulle vente lidt, så ville det blive bedre. Det gjorde det ikke. Astrid tog sit eget liv, imellem jul og nytår for 5 år siden. Hun efterlod sig en datter på 3, en vidunderlig mand, en far, kollegaer og en meget meget ulykkelig søster.

Derfor er det også med personligt engagement, at jeg er overordentligt tilfreds og stolt over den nye aftale der er landet en aftale omkring psykiatrien. 2,2 milliarder kroner kommer der til mere personale, nedbringelse af ventelister og opkvalificering af personalet.

Jeg ville have foretrukket at psykiatrien var kommet på finansloven, og at pengene ikke blev tilført fordi folketinget fandt en pose med penge bagerste i skabet, men fordi det var en klar prioritering. Men i betragtning af den sørgelige tilstand psykiatrien befinder sig i, tager jeg imod "cigarkassemilliarderne" med kyshånd.

Alene for mennesker med ADHD, autisme og psykisk sårbarhed som OCD og spiseforstyrrelser får denne aftale en afgørende betydning.
Vi behøver mere viden og forskning på psykiatriområdet, så vi kan undgå at det går andre som det gjorde for Astrid.

Du kan læse mere her på Børsen eller hos på Politiken

Mens vi tænker på mødre i Nigeria

Først vil jeg sige - rigtig glædelig Mors Dag. At blive mor er og forbliver centralt og vigtigt - for den enkelte og for vores samfund. Husk din mor, din svigermor, din venindes mor, eller din veninde som er mor. Husk vores børn, børnebørn og tantebørn.

Når det så er sagt, så lad os tænke på de mange kvinder verden over, som hver dag sætter livet på spil for at blive mor. Jeg har skrevet om det før - og vil blot lade dig gå videre her. I dag må jeg lade ordene falde til mødre i Nigeria.

Prøv at forestille dig at du sætter din datter på bussen for at kunne kommei skole. Du vinker og glæder dig over den madpakke du har smurt til hende. Du er glad for at hun kan lære noget, at hun har venner i skolen og en dygtig lærer - men en dag kommer din datter ikke hjem fra skole.

Nu er dit barn borte, forsvundet, som så mange andre kvinder rundt om i verden. Nu skal hun blive voksen under transporten til fjerne ender af verden, hvor hun bliver solgt til almindelige mænd som skal have en pause fra kaffe og kontor. Almindelige mænd, for hvem en lav alder er et kvalitetsstempel. Trafficking er den perverse samfundsmekanisme der sikrer almindelige mænd friske varer, den traumatiserede prostituerede er slutproduktet. Og slutproduktet benyttes flittigt af almindelige danske fædre, brødre, og sønner.

Hvis du har fulgt bare en lille smule med i bloggen, så ved du at jeg af hele mit hjerte hader prostitution. At jeg til min dødsdag vil kræve, at man ikke udnytter sårbare mennesker seksuelt. At man ikke deler dem ud med rund hånd, eller tillader at de deler ud af sig selv, bare fordi andre har et behov.

De søde pige i en skolebus i Nigera er nu på vej vestlige og asiatiske sexmarkeder i vesten eller i asien - fordi kvinder uanset alder er en bedre investering end narkotika. Priserne er mere stabile og straframmen væsentligt mindre.
Vi lader den står der! God Mors Dag.

ps - du er i øvrigt hjerteligt velkommen her: Mors Dags brunch på Kvindemuseet i Aarhus.

Foto er fra Dansk Flytningehjælp.

Affald som resourse

Med 8. marts stadig i blodet, og med min seje minister Kirsten Brosbøl i radioen så er tanken om affald ikke så langt væk på en smuk solskinssøndag.

Tænk  hvis alt det vi er færdige med at bruge, kunne bruges igen, eller bruges til noget andet. Hvad om det handlede om byggeaffaldet fra renoveringer af huse, gamle skabe fra køkkener eller dit køkkenaffald kan blive til skøn kompost til at gøde dine roser eller din altankasse.

Hvad om den rest varme som løber tilbage fra din radiator kan bruges igen? Jeg er virkelig optaget af hvordan vi ikke længere ser affald som noget bøvl, men som en spændende ressource.

Til jul fik jeg de sødeste små træer af min kusine. De var lavet af gamle cykelslanger som hun havde fået fra sin lokale cykelhandler. Det er for mig et fremragende eksempel på hvordan vi kan bruge affald til nyt.

Jeg ved at det selvfølgelig ikke er nok. For det må op i helt store skalaer. Alt mad til biogas, alt overskudsvarme til andet, alt regnvand til brug for skyld, havevanding eller styrkelse af å-løb.

Hvad gør du hos dig? Er affald skidt og kanel? Eller guld og grønne skove?

MIn regering har ikke fejlet

Sammenbrud, rød regering nedsmelter, katastrofe, Helle T fejler.... Der har været mange ord i de sidste dage. Og ja, det kan se sådan ud for SF, men lad mig lige indskyde at dette IKKE er et sammen brud for en S-ledet regering. Det er en naturlig konsekvens af de mange månderne hvor SF internt har forsøgt at retfærdiggøre at være et regeringparti - uden at være modent til det. For de svære valg hober sig op under et regeringsansvar, det ved vi Socialdemokrater alt for godt, man kan vælge at bære den byrde eller lægge den fra sig, SF valgte det sidste.  

Det kan man gisne om på mange måder. Vi kan også håne dem der har taget konsekvensen af SFs beslutning om at satse på de gamle dyder.
Vi andre er bare tilskuere, og som tilskuere tænker vi alle vores.

Jeg tænker at vores undervisningsminister Antorini, så dette komme for længe siden, hun tog konsekvensen og meldte sig ind hos os i Socialdemokratiet. Nu har hun reformeret folkeskolen, hun har bidraget til det som bliver vor tids største investering i folkeskolen. Hun var SF'er, og i dag er jeg taknemmelig for hendes bidrag.

Når en sundhedsminister med så stærke visioner for vores sundhedssystem som Astrid Krag har, vælger mit parti, tager jeg det som en kompliment. Hun bliver ikke minister, fordi hun trækker det tunge lod at skifte parti, og at spekulere i det, syntes jeg ærligt talt er at forklejne hende, og selve det at have et politisk tilhørsforhold til et parti.
At være medlem af et politisk parti er en identitet, en kærlighed, en overbevisning. Du indgår i en samhørighed med et fælles formål for øje, og det formål er en del af din livsfilosofi. I det fællesskab er det vanskeligt at forstå, når et individ er nødt til at afvige fra den slagne vej, særligt når der er tale om en offentlig person. Jeg vil ikke håne og gøre mig klog - jeg vil bukke hovedet i respekt for den meget svære beslutning det er.

Men jeg tænker at det er godt at SF har forladt regeringen, for Socialdemokraterne behøver en kompetent venstrefløj at lave politik med. Enhedslisten beviser igen og igen, at de ikke er, og aldrig bliver et forhandlingsdygtigt parti.Tænk engang, Corydon tilbød at tage livet af de gule fagforeninger, OG sætte psykiatrien på finansliven, men Enhedslistens politbureau sad fast i grundlovssikrede badkvoter til pensionister. Det var godt nok skidt! Så held og lykke til det nye SF, om frontfiguren hedder Özlem, Pia eller Jonas, så kan det vel kun blive bedre.

Men alle katastrofemeldingerne kan der godt skrues ned for. Mit parti, min regering, min statsminister har sat en stopper for at sætte børn i fængsel. De laver arbejdsmarkedsreformer med udgangspunkt i fremtid og de svageste. De sikrer dyre- og forbrugervelfærd. De sikrer at forsvaret tager sig af de soldater og deres familier der lider af krigstraumer. Min regering har vendt udviklingen efter Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl soldede velfærden op, nu kommer folk i arbejde, og regnskabet går snart i plus. Min statsminister er rollemodel for Danmarks piger, mit parti er et moderne arbejderparti - og det er her jeg hører hjemme.

De der menneskerettigheder...

Mens familien Danmark svælger i håndbold-mænd og design-tv, har nationens beskidte bagtanke, Dansk Folkeparti, taget endnu et sving hen ad ekstremismens boulevard. Blandt andre "de sorte præsters" afkom Marie Krarup og Christian Langballe taler nu åbent for at begrænse muslimers adgang til Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i, de fleste af os ved godt at det altid har været muslimerne DF hadede mest. Det nye er, at det nu er blevet politisk gangbart at sige det højt, også for  folketingspolitikere, der som bekendt skal forestille at anerkende dansk lov, international lov og de universelle menneskerettigheder.

Ak ja, de dersens forbistrede menneskerettigheder, hvis bare der ikke stod at alle mennesker er lige meget værd....
DF Viceborgmesteren i Vejle: "Nu kender jeg ikke de menneskerettigheder i detaljer, men jeg bliver så træt hver gang jeg hører det ord. jeg mener grundlæggende at menneskerettigheder er noget der hører fortiden til eller i Afghanistan."
Uvidenheden og arrogancen i den udtalelse opsummerer Dansk Folkepartis udvikling meget præcist, og så kan borgerne i Vejle, ellers varme sig ved tanken om at manden bag den udtalelse tegner den kommunalpolitiske virkelighed i Vejle Byråd.

Man kan desværre frygte at der på Christiansborg sidder en række socialdemokrater og arbejder med en skrækindjagende udfordring: at gøre DF til en troværdig samarbejdspartner. De tusinder af racist-stemmer som partiet har tyvstjålet fra S vil de gerne have tilbage. Jeg ønsker også at se Socialdemokratiet styrket, men sandelig ikke for enhver pris. Ikke hvis prisen er at give køb på mit grundlæggende menneskesyn om lige rettigheder og lige muligheder, og slet ikke hvis jeg dermed legitimerer deres hadske retorik og karikerede verdensbillede.
Så for mig gælder det stadig - Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerent.    

Er alt bare røgslør og snik-snak?

Jeg var på KLs økonomiske topmøde. Det er altid spændende og relevant, men jeg må indrømme at de seneste uger vidner om at der er noget helt galt i det politiske landskab.
Er ministre, embedsmænd og folketingspolitikere så bange for ikke at lykkes, at de tager chancer der ikke er i nærheden af at være inden for rammen?
Er der så hårdt pres på ministrenes tid at de skære hjørnerne, tager genveje? Hvad er det egentlig som har drevet Morten Bødskov til at træffe beslutninger på politiets vegne og kigge i Pia Kjærsgårds kalender? Hvad er det egentlig som gør at Anette Vilhemsen lover Zornig en million? At Uffe Elbæk giver penge til sin mands firma? At Lars Løkke tager sin datter med til Rio på husets regning?

Og så må jeg kigge over min egen skulder, hvordan ser det ud her i Aarhus? Er moral bare noget som er forsvundet, væk som dug for den politiske sol?

Jeg tror det ikke. Jeg kender faktisk mange af de folk vi læser om i avisen. Jeg kender faktisk Bødskov som en mand der ville skabe en bedre verden, ligesom Mette Frederiksen så længe jeg husker har kæmpet hårdt for de allersvageste.

Så hvad er det lige der sker? Hvornår tilsluttede de sig den eksklusive gruppe, der finder det mest bekvemt at søge ly i skyggen af vores nye offentlighedslov? Jeg har ikke svarene, men jeg håber at vi sammen kan stille spørgsmålene.

På topmødet lovede både Margrethe Vestager og Bjarne Corydon 12 milliarder til bedre service, men når man gik dem på klingen så var det forskellige steder de ville sende dem hen. Bjarne ønskede de gamle fik det bedre, og Margrethe ville højne det nære sundhedsvæsen. Og nej, ingen af dem forestillede sig at nogle af milliarderne skulle tilflyde den nationale skamplet, der er behandlingen af vores samfunds psykisk syge.

Jeg vil gerne stille mig i front for at kommunal politik ikke bliver som landspolitik - at vi kan stille alle spørgsmålene, at vi er tæt på borgerne og i samspil laver løsninger.
Vil du være med?