Tak- det forpligter

Tak. 1123 mennesker, som alle gik ind og satte krydset ved mit navn, i troen og håbet om at jeg kan gøre en forskel. Det forpligter.
Så spørgsmålet er, hvad gør vi så herfra?

Først vil jeg rydde min kælder, min have, min lejlighed, for stumper af valgkampen og det have-rod der har hobet sig op, fordi jeg har været ude snakke. Jeg skal lave mad og bage igen, og snakke med min kæreste.

Og så skal vi i gang - men hvordan?
Jeg håber vi mødes, og jeg håber vi finder en form hvor I hjælper mig, med at få Aarhus til at hænge sammen.
Vi har i hvert fald allerede nu meget at se til, med en midlertid rådmand som spiller med musklerne og "smider ud", det er let at være stærk mand overfor vores allersvageste gruppe - nu hvor mediernes interesse er andetsteds.
Læs mere her.

Hjemløse er også borgere

Jeg er vred og indigneret. Lad mig fortælle jer en historie fra valgkampdagbogen: Jeg har været til flere arrangementer med Stemmer på Kanten, og bliver gjort opmærksom på en lille gruppe unge som ingen bolig har og som havde slået et telt op for at få ly for vind og vejr. Nu handler dette indlæg ikke om bolig eller ej, eller om hvor man kan bo, eller hvilken bolig man har. Det handler om retten til at blive talt til på en ordentlig måde.

Der blæser en iskold, men tør novembervind indover mig, da jeg med opsat hår og iklædt valgkamps-habitten går ned til de hjemløse og bliver mødt med venlighed og varm the. De unge, hjemløse sidder i deres hættetrøjer og militærstøvler, omkring et bål i en tønde for at holde varmen.
"Mændene fra kommunen er kommet for at smide dem væk", summer det iblandt de unge. Det er lidt kaotisk, stemningen blandt de unge hjemløse er trist resignation. Så får jeg øje på de 2 pæne herrer, der hastigt bevæger sig hen til deres kommunale bil.

Jeg indhenter dem, og spørger om det er rigtigt at de er ved at smide de unge væk? Og her møder jeg så en mur af kommunal vrissenhed. Hold da op. "Jeg ikke skal køre noget op", "jeg skal ikke blande mig", "jeg skal ikke bruge det her politisk", "Jeg skal ikke eskalere", ja det ord bruger den ene faktisk. Jeg står her med en flok unge hjemløse, der lige er blevet bekræftet i at dele af kommunens er fuldstændigt ligeglad med hvad de gør, så længe de ikke gør det et sted hvor pæne mennesker kan se det. Og nu "eskalerer" jeg. Da det går op for embedsmændende, at jeg ikke vil have svar på mine spørgsmål, bliver formuleringerne mere tågede: "der er ikke truffet endelig afgørelse", "nogen kunne jo falde og slå hovedet", og det afgørende slag mod min insisteren på en ordentlig forklaring: "der har været klager!"
Ok tænker jeg, en klage er noget håndgribeligt, noget vi allesammen, mig og de unge, kan forholde os til, så jeg spørger: "fra hvem?" Her får jeg så det værst tænkelige svar, den ene embedsmand slår ud med armen, så vi kan forstå at klagerne åbenbart omfatter det halve af byen. 

Lige nu handler det ikke om de må være der eller ej, men om at man uanset status har retten til at blive tiltalt ordentligt. Og det er forstemmende når de unge efterfølgende fortæller mig at tonen var en ganske anden inden jeg dukkede op. Åbenbart skulle de flytte sig....ellers ville de få hjælp til at flytte sig. Vi har brugt millioner på at sikre at alle kan stemme - fordi vi tror på demokratiet. Måske skulle vi tage og kigge på vores kommunikation!

Dagbogsnote fra praktik i jobcentret

Jeg har været i praktik i jobcentret. Det var rigtigt søde mennesker, men vanskeligt at få et overblik over de udfordringer og muligheder jobcentret har.

Mit særlige fokus var de kvinder som er langt fra arbejdsmarkedet, og på mange forskellige måder har vanskeligt ved at overhovedet at finde vej derind. Fordi de har børn på flere forskellige skoler, eller de har massive helbredsmæssige udfordringer, eller de kender simpelthen ikke til dansk arbejdsmarkedskultur. Mødrenes betydning som rollemodeller er enorm. Når vi politikere taler om opfyldelse af 95% målsætningen, er det en skam at vi har så svært ved at tage denne problemstilling med, og afsætte de nødvendige midler til en tværgående og løsningsorienteret indsats. 

Det helt centrale jeg kom hjem med, var at ting tager tid. For disse kvinder handler det ikke om et 13 ugers kursus, men om en vedvarende og vedholdende helhedsindsats. Det ærgrer mig, at åbenlyst relevante kurser der virker, er taget af listen over tilbud pga økonomi. Jeg savnede adskillige daghøjskoler og SYNerGaia, hvis arbejde med ofre med PTSD traumer, har en målbar positiv effekt på denne målgruppe. Vi ved at det alene på de afledte udgifter, langt bedre kan betale sig at mennesker får sig et arbejde, uanset om det er et skåne eller flexjob, eller om det er almindeligt lønmodtager arbejde.
Og det er en skam at et jobcenter fjerner initiativer der virker, fordi de er for dyre. Og i stedet tvinger de ledige til at cykle rundt på 13 ugers kurser, der måske nok er råd til, men som også er tæt på virkningsløse.

Hov, der kom det et øjeblik til at lyde som om det er det "dumme jobcenter" der er skyld i miseren. Det er det jo ikke, skylden ligger i folketinget, hvor Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, på skift har presset formålsløs signallovgivning igennem, med intet andet formål end at gøre jobcenteret så ineffektivt og ubehageligt som overhovedet muligt. Logikken syntes at være: Hvis vi gør det dårligt nok, så opgiver de at nasse på samfundet, og så rejser de enten hjem hvor de kom fra, eller får sig et rigtigt arbejde. Det er det sorte hul Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard skabte, og som samfundet fortsat bevidstløst fylder penge i.  

Rigtig god valgkamp!

Bloggen må altså lige pakke lidt sammen i disse tider. Jeg har drøn travlt med valg og valgkamp.

Husk blot at få stemt den 19. november - og tag endelig en rundtur på bloggen og se lidt om hvad jeg mener.

mange hilnser
Camilla