Anorexsi - mere end at være tynd. Eller historien om at kærlighed ikke er nok.

Morgenen startede igen med debatten om anorexsi. En psykisk sygdom som har lagt en skygge over min egen ungdom, fordi min lillesøster fra hun var omkring 10 fik anorexsi. Hun gennemlevede en skoletid med drillerier, og havde svært ved at blive accepteret for den skønne, men anderledes pige hun var. Hun fik ikke hjælp, og vi fik ikke hjælp som familie.

Som hun voksede sig ung, blev hun langt mere stærk i at kontrollere sig selv og sin krop. Astrid havde også en latent migræne, og hvis der er noget en anorexi-pige hader mere end at spise, så er det ikke at leve op til forventninger om at være sød og god i skolen. Så Astrid fortalte mig senere, at hun valgte på hvilke dage hun spiste, for på de dage kunne hun nemlig lave lektier - ellers hun spise noget og kastede op. Uden at hun dog kunne betegnes som bulimiker.

Vidste du at der er et hierarki inden for anoreksi og bullimi? At kunne lade være med at spise står højest, - det ikke handler om at være tynd, det handler om at have kontrollen.

Jeg elsker min søster. Jeg ville have givet hende min nyre, som en selvfølge. Jeg ville have båret hende på hænder og fødder. Jeg ville have gjort alt - hvis jeg havde vidst hvad.

Hun tog sit eget liv for knap 3 år siden. Depressionerne var uoverskuelige. Hun oplevede at hun ikke var noget for nogen - det var hendes opfattelse. Ikke min, eller hendes datters. Det var ikke hendes fantastiske veninders eller hendes skønne mands. Hun var dygtig og smuk. Hun var klog og vidende. Men at veje så lidt, at hjernen ikke har nok fedt, gør at både tvangsbilleder og tvangstanker buldrer frem.

Hun så på mig, da hun fortalte at hun var "faldet i" igen. "Du må ikke blive forskrækket Camilla - det er ikke så godt." Hun var voksen, og vidste intellektuelt at det hun så og mærkede var tvangstanker. Hun vidste at de unge pigers drømme om kontrol var fiktive - og alligevel kunne hverken hun eller jeg gøre noget.

Det kommer alt for tæt på nu, så blogindlægget må stoppe nu. Jeg må forsøge at skrive mere senere. Men det er meget svært.
Det er så ganske ganske forfærdeligt, når kærlighed ikke er nok.

101 dag og nat til kommunalvalget - og lidt om cykelløb

Jeg var oppe på torvet i Tranbjerg i går. Det var simpelthen en herlig oplevelse, for her er der tid til at tale om de små ting, om det som er væsentligt. Jeg mødte en ældre dame som er frivillig i det motionscenter der er tilknyttet plejeboligerne. Hun fortalte om en dame som kom ind for 6 måneder siden, med rollator, plaget med gigt - i dag kan hun selv komme i Kvickly uden rollatoren. Den ånd skal der bruges meget mere af.

Jeg mødte en herlig efterlønner, som havde markant nedsat hjertetkraft efter en fejloperation på Skejby, men som holdte modet oppe med cykelløb. En god snak om sundhed og cykelløb - for er Froome dopet eller ej? Vi ved det ikke, vi ved blot at det kræver sin mand at sætte sig op på cyklen, dag efter dag i Touren. Vi var rørende enige om at det er vigtigt det er at holde sig i gang.

Eller den særprægede mand med pagehår og hang til småkager og kaffe, som blev rigtig glad da jeg  genkendte ham.

Jo, der er nu 100 dage til kommunalvalget, og 101 dag til at vide om jeg er blevet genvalgt. Om der var  personlige stemmer nok, til at få lov til at give det endnu en skalle.
For det gør en forskel, hvem der sidder på de 31 stole i byrådssalen. Det perspektiv jeg har, via mit arbejde for mennesker med ADHD og autisme, at jeg arbejder både professionelt og frivilligt med mennesker, som behøver lidt ekstra, det gør en forskel. Det, at jeg har arbejdet med mig selv, om at blive bedre til at lytte til andre - og til mig selv. Det gør en forskel.

Og så gør det bare indtryk, når teenageren på vej til ind til borgmesteren siger: "du skal altså vælges Camilla, når vi nu har gjort så meget!"

Øh - Tak for hjælpen - et blog indlæg om at komme ud af bede-om-hjælp-skabet

 
Skal jeg være helt ærlig, så er jeg bare ikke ret god til at bede om hjælp - faktisk er jeg temmelig dårlig til at bed om hjælp. Lidt underligt, for jeg er jo af den holdning, at vi skal hjælpe hinanden, og at vi når langt meget mere sammen. Og så elsker jeg at hjælpe andre...

Underligt.

Hvorfor overhovedet et blogindlæg om hjælp? Jo, jeg havde fundraisning fest til min valgkamp igår. I den forbindelse havde jeg brug for hjælp, og mærkede hvor svært jeg havde ved at bede om den. Hjælp til at lave maden, hjælp til borde og bænke, til grill, og den uundgåelige opvask. Hjælp til at få alle de herlige mennesker til at komme forbi,og spytte i kassen..
Hvad er det, det gør ved os? Jeg føler mig sårbar og mister noget af kontrollen - samtidig med at jeg bliver oprigtig glad, når jeg bliver bedt om at hjælpe.
Er det vores kultur, eller er det mig som er mærkelig? Er det når vi rækker ud efter hinanden, så bliver muligheden for en afvisning alt for virkelig?

Så jeg går all-in! Jeg har brug for hjælp. Hjælp til at klare livet. Hjælp til at være mig. Jeg skriger på sådan en sommermorgen - kom med det! Jeg er også sådan én, der ikke kan klare mig uden andre.

Godt så. Der kom jeg ud af det skab.
Tusinde, tusinde tak for at du er der for mig!
Må det blive gengældt - af mig, og alle dem du beder om hjælp.