søndag den 21. oktober 2012

vi ved for lidt om psykiske sygdomme og skrøbelige sind


Vi har alt for lidt viden om psykisk sygdom. Vi agerer på meninger, på formodninger og på oldgamle postulater. Vi har smadret den psykiatriske sektor så grundigt, at alt for få unge læger ønsker at tage praksis inden for psykiatrien.

Vi ved at stress og depressioner kan skabe varige skader på hjernen, og flere af os har måske venner eller familiemedlemmer som bukker under for lang tids stress. Men vi ved stadig alt for lidt, og forskningen indenfor området er stadig utilstrækkelig.

Jeg tager hatten af for TV2, der afsætter tid til at sætte fokus på cancer. Min egen familie har været hårdt ramt af denne ondskabsfulde og hæslige sygdom. Ligesom min sensei nu har levet i snart 8 år med en livstruende knoglekræft, vi alle ved han ikke overlever. Så min pointe er ikke, at den ene sygdom, "udkonkurrerer" den anden.
Men det er nu engang ikke særligt "sexet" at have skizofreni, eller at være kronisk depressiv, eller at have en spiseforstyrrelse. Vi, den almindelige befolkning, ved ikke om det er arveligt. Eller om det kan helbredes, eller hvordan vi som venner, familie, kollega eller nabo, kan hjælpe til med at håndtere en psykisk sygdom.

Min pointe er at vores behandlingssystem er blevet så fragmenteret, at vi ikke længere har overblik. At vi har rettet forskningen og behandling ind i snævre spor, dikteret af diverse akut-pakker. Hvad nu hvis virkeligheden, ligger imellem sporene? Vi ved fra virksomheder og historien, at ny viden ofte kommer af styrede uheld. Uheld er der i hvert fald rigeligt af i psykiatrien i dag.

Jeg ville ønske at vi snart kunne sætte et reelt fokus på psykiatriske lidelser, så det holder op med at være pinligt at tale om. Det skal ikke længere være tabu, og som samfund bør vi prioritere det på samme vilkår som cancer - for der er flere som lever i skyggen end du lige ved.

søndag den 14. oktober 2012

Angst/Anxiety - en nutid Munch

Angsten for livet har Edvard Munch delt med rigtig mange mennesker. I denne tid har Aros - vores kunstmuseeum i Aarhus, en særudstilling af Edvard Munchs værker. Og jeg kan ligeså godt sige det med det sammen -den er gribende, og helt fantastisk uhyggelig. For Munch kan med sine strøg og snit, som få, beskrive menneskers angst og ensomhed.

For ikke at bryde rettigheder og ophav - så se billeder og om udstillingen her.

Angsten og ensomheden lyser ud af de malerier som Aros har udvalgt, menneskene står i skyggerne, alene, alene i andres selskab.
For mig virker det klart som om at kvinderne bliver afspejlet med både frygt og længsel, som  forførende uforudsigelige vampyrer der suger livet ud af enhver mand. Faktisk virker Madonna som Munchs ultimative kvindebillede.

Jeg kunne jo provokerende sige, at også her var Munch topmoderne, han malede både sin samtid og den fremtid der fulgte. For hvor er der mange i dag, der beskriver kvinder som Munch malede dem, kvinder som kun er til via mænds afhængighed.

Når jeg sådan en søndag morgen med en god veninde og hendes søn ser Angst/Anxiety - så bliver  debatten om kvinders karrieredrømme, så meget mere skarp og vedkommende. For hvordan er det vi opfatter kvinders rettigheder og muligheder anno 2012?

Jeg vil klart opfordre dig til at bruge tid på Munch - for han har en nærhed der er så skræmmende, at din egen angst og utryghed bliver smækket lige op i dit ansigt. Og han er så samtidsfortællende at du bliver provokeret helt ind i dit jeg.

Aros har her endnu engang gjort det usædvanlige. Tak for det.

onsdag den 10. oktober 2012

Når sproget får nye toner

Jeg holder meget af denne frie blog. Stedet hvor tankerne får lov til at flyve frit og de inderste meninger kommer til udtryk.

Her behøver alt ikke at være lige pænt og poleret i kanterne, og mine politiske tanker behøver ikke nødvendigvis at være helt faste,men stadig kan modtage nye input.

Dette er en blog, som har sin faste læserskare, og som jeg kan se, ikke har mange andre modspil i Aarhus. For denne her blog lægger sig ikke i nogen slipstrøm. Den er ikke en del af den direkte mainstream af JPs hårdkogte blogindlæg, hvor man nærmest ikke er en ordentlig blogger hvis ikke man sviner Joakim B. Olsen til, og den er ikke en del af Politikkens intellektuelle, kulturradikale skribenter - intet personligt Kristian Madsen! Men jeg mener, at min lille blog har et sit eget ståsted.

Jeg har altid haft langt mere lyst til at skriver om det væsentlige - og som ræven i Den lille Prins siger: at det væsentlige er usynligt for øjet - og sådan kan det også være med politiske strøtanker.

Min blog her på blogspot vil forblive - og det er sådant et helt særligt sted i det mørke cyperspace - men der er kommet en "lille ny" i Camillas elektroniske verden, som jeg håber du vil byde velkommen. Den "lille ny" ligger på Stiftens blogside. Den form den får er endnu ikke helt fastlagt og jeg har endnu ikke helt fundet formsproget på den, men min trang til at skrive lokalt og trang til at svæve, er to forskellige ting.

Nu forsøger jeg. Jeg springer ud som officiel blogskriver i et åbent journalistisk medie. Jeg håber du følger med....

søndag den 7. oktober 2012

Æblets og brysternes dag




Sikken en weekend. I går lørdag den 6. oktober var det brysternes dag. I lang tid har Kræftens Bekæmpelse kæmpet ihærdigt for at skaffe mere viden og en større bevidsthed om kræftens frygtelige natur.

Jeg går ofte med den lille lyserøde sløjfe, og prøver at gøre opmærksom på vigtigheden af at undersøge sig selv. Min mormor havde ikke mange penge, opvokset i en fiskerfamilie i Grenå, var der ikke meget at rutte med. Men med en mand med cancer, og tre døtre,incl min mor med brystkræft, vidste hun om nogen hvad hendes månedlige bidrag var værd.

Så vær opmærksom - på dig selv, dine døtre, dine veninder. Se oktober som måneden hvor du sætter fejrer brysterne. Det er de færreste der vil undvære deres. Selv om de kan være irriterende når man dyrker sport, og sjældent ligner dem på modellerne, så er de vores, ganske særlige.

Tjek her hvordan du kan være med til støtte op om Kræftens Bekæmpelses kampagne for Støt Brysterne.

Æblets Dag
Det hænger næsten sammen, for noget som også stod min mormor nær var æbler. Hver eneste onsdag og lørdag gik hun om morgen på Torvet, på Ingerslevs Bouldevard i Aarhus. Her købte hun altid æble er hos æbledamen. For som hun sagde: et æble om dagen - holder Doktoren a vejen.
Og det virkede stort se til det sidste for hende.
Ligesom hende, elsker jeg æbler. Og jeg vil egentlig gerne åbne vinduet her til morgen i Viby og råbe at alle skal storme til hinandens æbletræer. Der er altid nogle som har for mange - og nogen som har for lidt.
Tænk over det - har du for mange, så stil nogle ud til vejen, og os som har for lidt - vi må gå i kurvene og til stier og hegn hvor de vilde æbler er.
Jeg har nu et helt vidunderligt Ingrid Marie i min have - men hun skal først fejres om en lille måned. Men hun fejre Æblets Dag med at lyse ildrødt fra træernes grene.

Er du i tvivl om hvad du kan bruge æbler til - så tjek min anden blog... der vrimler det med æbleopskrifter i både det søde og det salte køkken: Mad og Have - Camillas andet liv.

Så støt både æbler og bryster - livet ville være uendeligt kedeligt uden begge dele!