Uddannelsesklausuler giver mening, og i dag har byrådet vedtaget en stramning af muligheden for at kunne stille krav til virksomheder om at tage lærlinge. Vi har ændret klausulerne så de også gælder for tjenesteydelser - vi har derved mulighed for sikre lærlingepladser for både tømrer, social og sundhedshjælpere, betonarbejderne på havnen og for køkkenassistenten i kantinekøkkenet. Min gode kollega, Lotte Cederskjold, havde et rigtig godt indlæg, som præciserede vigtigheden af klausulerne.
Vi er nu med til som by, at skabe muligheden for rigtig mange unge mennesker. Det er jeg stolt af.
Det som undrer mig, fra min del af uddannelsesverden, er hvorfor vi er nået til at skulle lave sådanne klausuler - og hvorfor at virksomhederne ikke bare selv meldte sig på banen for at uddanne de unge mennesker.
Jeg er uddannet lærer, og på seminariet kommer alle ud i praktik flere gange på en uddannelse, skolerne tager imod praktikanter med kys hånd, for det giver ny viden ind på skolen. Mine lærere på min skole kæmper om, at blive praktikvejledere, fordi det giver mening. Man får noget igen, man udfordres i sin tænkning og stagneres ikke.
Uddannelsesklausuler er et godt middel - og jeg håber at resten af erhvervslivet tager imod lærlinge, praktikanter, studerende og andre tilknytninger på arbejdsmarkedet - for vi har brug for at stå sammen for at løfte vores arbejdsmarked.
Læs mere her.
onsdag den 25. april 2012
søndag den 22. april 2012
Vielser mellem samme køn - ja tak, fordømmende folkekirke - nej tak
De seneste uger har jeg siddet med en meget ubehagelig smag i munden. "Sammekøns"- vielser i kirken er kommet på dagsorden, for alvor. Vi har i Danmark en statskirke, hvor stat og kirke hænger sammen, og dog.
For kirken og dens personale har andre rettigheder end vi andre. Præsterne kan nemlig sige nej tak til en opgave. Og lige nu er der forbavsende mange, synes jeg, som undsiger kærligheden. Præster som ikke vil vie i kærlighedens navn, som med udgangspunkt i 2000 år gamle tekster undsiger sig deres arbejde, og dermed intentionen i Jesu liv. At give de anderledes og de svageste en stemme, og fremhæve alt det der er anderledes, det der skurrer imod det almindelige. Han gav en lektie om at verden har plads og brug for alle, og at vi er skabt til kærlighed.
Man kan synes om religion hvad man vil, men rettigheden til debat har vi alle - også de præster som jeg ikke er enig med. Helt fair og helt fint, men at argumentere imod homovielser fra en religiøs vinkel er helt igennem forvrøvlet. Der er tale om småborgerlig bedrevidenhed.
Lad os se på andre dele af den offentlige sektor der finansieres for at kunne rumme alle. For eksempel skolen, den kender jeg både fagligt, etisk og didaktisk. Der var engang hvor man ligestillede skolelæreren og præsten, man talte om at de begge havde et kald. I dag har læreren et arbejde - præsten har kaldet. Vi ved af alle undersøgelser at børn lærer når læreren er vidende og engageret - og tror på sin metode. Hverken mere eller mindre. Så det handler ikke om læringsstile, papmache eller stavning klokken 9.07. Det handler om lærerens personlige integritet og formåen. Men hvis en af mine mange fremragende lærere på min skole sagde til mig, at de ikke ville undervise den og den, og de i øvrigt ikke ville undervise i færdselslære, eller lad os bare tage et mere kontroversielt fag - seksualundervisning, fordi det var dem personligt i mod. Så ville jeg se på dem, og spørge om de er sikker på det? Og om de er sikker på om de ønsker at beholde deres arbejde. Vi er i den danske folkeskole ansat til at undervise for alle, i alt.
Præster kan pege ud i meningheden og sige: "duer ikke - væk". Jeg fatter det ikke. Jeg fatter slet ikke at så mange præster ikke sidder med den samme dårlige smag i munden som jeg gør. Jeg klynger mig stadig til mit medlemsskab og tænker på alle de gode, ordentlige præster og menighedsråd jeg OGSÅ kender. Men vi er delte herhjemme, og som følge af kirkens latterlige problematisering af frie individers livsvilkår, er der endnu en der falder fra. Så nu er der 1 inde, og 2 udenfor.
Det er ikke godt nok. Mennesker, alle mennesker skal vies i kærlighed. Kærligheden er ikke forskellig, selvom den er mellem to mennesker af samme køn.
Hvis kirken uenig med det - så må gøre det Grundtvig egentlig ønskede - lade kirken være sig selv - udenfor staten. En ting vil jeg dog rose, og det er at vi faktisk har debatten. At vi tager stilling, og at så mange forskellige mennesker involverer sig i debatten. Det gør at jeg har en tro og et håb på folkekirkens vegne.
For kirken og dens personale har andre rettigheder end vi andre. Præsterne kan nemlig sige nej tak til en opgave. Og lige nu er der forbavsende mange, synes jeg, som undsiger kærligheden. Præster som ikke vil vie i kærlighedens navn, som med udgangspunkt i 2000 år gamle tekster undsiger sig deres arbejde, og dermed intentionen i Jesu liv. At give de anderledes og de svageste en stemme, og fremhæve alt det der er anderledes, det der skurrer imod det almindelige. Han gav en lektie om at verden har plads og brug for alle, og at vi er skabt til kærlighed.
Man kan synes om religion hvad man vil, men rettigheden til debat har vi alle - også de præster som jeg ikke er enig med. Helt fair og helt fint, men at argumentere imod homovielser fra en religiøs vinkel er helt igennem forvrøvlet. Der er tale om småborgerlig bedrevidenhed.
Lad os se på andre dele af den offentlige sektor der finansieres for at kunne rumme alle. For eksempel skolen, den kender jeg både fagligt, etisk og didaktisk. Der var engang hvor man ligestillede skolelæreren og præsten, man talte om at de begge havde et kald. I dag har læreren et arbejde - præsten har kaldet. Vi ved af alle undersøgelser at børn lærer når læreren er vidende og engageret - og tror på sin metode. Hverken mere eller mindre. Så det handler ikke om læringsstile, papmache eller stavning klokken 9.07. Det handler om lærerens personlige integritet og formåen. Men hvis en af mine mange fremragende lærere på min skole sagde til mig, at de ikke ville undervise den og den, og de i øvrigt ikke ville undervise i færdselslære, eller lad os bare tage et mere kontroversielt fag - seksualundervisning, fordi det var dem personligt i mod. Så ville jeg se på dem, og spørge om de er sikker på det? Og om de er sikker på om de ønsker at beholde deres arbejde. Vi er i den danske folkeskole ansat til at undervise for alle, i alt.
Præster kan pege ud i meningheden og sige: "duer ikke - væk". Jeg fatter det ikke. Jeg fatter slet ikke at så mange præster ikke sidder med den samme dårlige smag i munden som jeg gør. Jeg klynger mig stadig til mit medlemsskab og tænker på alle de gode, ordentlige præster og menighedsråd jeg OGSÅ kender. Men vi er delte herhjemme, og som følge af kirkens latterlige problematisering af frie individers livsvilkår, er der endnu en der falder fra. Så nu er der 1 inde, og 2 udenfor.
Det er ikke godt nok. Mennesker, alle mennesker skal vies i kærlighed. Kærligheden er ikke forskellig, selvom den er mellem to mennesker af samme køn.
Hvis kirken uenig med det - så må gøre det Grundtvig egentlig ønskede - lade kirken være sig selv - udenfor staten. En ting vil jeg dog rose, og det er at vi faktisk har debatten. At vi tager stilling, og at så mange forskellige mennesker involverer sig i debatten. Det gør at jeg har en tro og et håb på folkekirkens vegne.
søndag den 15. april 2012
Medborgerskab og frivillighed
Hvad mener du om ordet medborgerskab? Eller hvad med frivillighed? hvad får det dig til at tænke på?
Er du spejderleder? Fodboldtræner? Sidder du i forældrerådet på dit barns skole, eller måske i bestyrelsen? Er du medlem af en forening eller hjælper du til i plejecentrets cafe? Samler du dit skrald op - eller lader du ligefrem være med at smide det i første omgang - og samler i stedet noget mere op?
Vores land er kendt for vores frivillige arbejde, det arbejde som giver kvalitet i livet, både for den som udfører det og for den som modtager det. Vi har rigtig mange børn i Danmark hvis fritidsaktiviteter er baseret på frivillighed, aktiviteter der endda opererer med en opdragende målsætning.
Jeg dyrker karate. En skøn sport der giver et sundt sind i en sund krop, der flytter grænser og giver mening. Her træner jeg et hold af små kæmpere fra 6 år til 10 år, skønne børn som jeg i min ellers ganske travle tilværelse gør alt hvad jeg kan for at finde tid til. - for jeg holder så meget af det hold, med sine skønne børn,- og dem der hjælper mig. Jeg har nemlig også en flok ældre børn til at hjælpe med at holde styr på de mindste. De hjælper med at få børnene til at forstå karatens ånd, hjælper med at udføre øvelserne ordentligt - hjælper med at være en god kammerat, sådan som de engang selv har lært det. Jeg er stolt af dem, de er så seje. Jeg tænker også at de også lærer noget, om modenhed og ansvarlighed. Kvaliteter der er nødvendige i vores hypermoderne tilværelser. Så der er mange positive gevinster i mit karatehold, så meget positiv energi. Her giver jeg ikke bare, jeg får i allerhøjeste grad også noget igen. Jeg får glæden ved at se børn vokse, se dem søge efter og nogen gange finde fokus. Se dem finde plads i en større sammenhæng, finde værdi i fællesskabet. Det er en lektion det altid er værd at tage med.
Sådan tror jeg at det er rigtig mange steder i Danmark. Vi er en nation mennesker som vil hinanden det godt. Og det skal vi have gjort til en hædersgerning.
I Aarhus er der blevet lavet en undersøgelse som fortæller at rigtig mange aarhusianere gerne vil lave frivilligt arbejde. Så hvordan gør vi dette rigtigt? Hvordan lægger vi snitfladerne så kerneopgaven stadig løses af fagfolk, og resten bliver en gave?
For frivillighed set med kultur og borgerservice briller og med Sundhed og Omsorgs briller er bare to vidt forskellige ting. Det opleves sådan, og det mærkes sådan. Vi vil gerne. Men ikke alene.
Hvad tænker du?
Er du spejderleder? Fodboldtræner? Sidder du i forældrerådet på dit barns skole, eller måske i bestyrelsen? Er du medlem af en forening eller hjælper du til i plejecentrets cafe? Samler du dit skrald op - eller lader du ligefrem være med at smide det i første omgang - og samler i stedet noget mere op?
Vores land er kendt for vores frivillige arbejde, det arbejde som giver kvalitet i livet, både for den som udfører det og for den som modtager det. Vi har rigtig mange børn i Danmark hvis fritidsaktiviteter er baseret på frivillighed, aktiviteter der endda opererer med en opdragende målsætning.
Jeg dyrker karate. En skøn sport der giver et sundt sind i en sund krop, der flytter grænser og giver mening. Her træner jeg et hold af små kæmpere fra 6 år til 10 år, skønne børn som jeg i min ellers ganske travle tilværelse gør alt hvad jeg kan for at finde tid til. - for jeg holder så meget af det hold, med sine skønne børn,- og dem der hjælper mig. Jeg har nemlig også en flok ældre børn til at hjælpe med at holde styr på de mindste. De hjælper med at få børnene til at forstå karatens ånd, hjælper med at udføre øvelserne ordentligt - hjælper med at være en god kammerat, sådan som de engang selv har lært det. Jeg er stolt af dem, de er så seje. Jeg tænker også at de også lærer noget, om modenhed og ansvarlighed. Kvaliteter der er nødvendige i vores hypermoderne tilværelser. Så der er mange positive gevinster i mit karatehold, så meget positiv energi. Her giver jeg ikke bare, jeg får i allerhøjeste grad også noget igen. Jeg får glæden ved at se børn vokse, se dem søge efter og nogen gange finde fokus. Se dem finde plads i en større sammenhæng, finde værdi i fællesskabet. Det er en lektion det altid er værd at tage med.
Sådan tror jeg at det er rigtig mange steder i Danmark. Vi er en nation mennesker som vil hinanden det godt. Og det skal vi have gjort til en hædersgerning.
I Aarhus er der blevet lavet en undersøgelse som fortæller at rigtig mange aarhusianere gerne vil lave frivilligt arbejde. Så hvordan gør vi dette rigtigt? Hvordan lægger vi snitfladerne så kerneopgaven stadig løses af fagfolk, og resten bliver en gave?
For frivillighed set med kultur og borgerservice briller og med Sundhed og Omsorgs briller er bare to vidt forskellige ting. Det opleves sådan, og det mærkes sådan. Vi vil gerne. Men ikke alene.
Hvad tænker du?
onsdag den 11. april 2012
Nær demokrati - når en VVM redegørelse for udbygning af Rute 26 for folk op ad stolene
Sag nummer 15. Sag nummer 15, er en sag som har fået folk til at stå sammen i Mundelstrup. På god gammeldags manér, laver man en interessegruppe og bliver aktiv i nærdemokrati, og man forsøger, med rette, at påvirke os kommunale politikere.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er nogen teknik- eller vejnørd. Jeg har sommetider været med en kammerat ude og se på motorveje, som han var med til at bygge maskiner til, men jeg har ikke engang kørekort og jeg er elendig til at finde vej. Men denne opstand giver mening for mig.
Det giver mening, når en redegørelse om en mulig, måske og næsten vejtilførelse, giver lokal usikkerhed og utryghed. Det må da skabe opstand og godt for det.
Jeg synes ikke, at jeg lige nu kan sige, hvad der er rigtigt, eller forkert - dét ville netop være forkert og arrogant. Men jeg kan, som en del af den socialdemokratiske gruppe, love, at ville lytte og love, at ville se på de anmærkninger som borgerne i Mundelstrup fremviser. Tak for I gider - tak for de bidrag som kommer.
Faktisk synes jeg, at vores nærdemokrati og vores byrådsstyre på mange måder virker rigtig godt. Rigtig mange steder i Aarhus har jeg en oplevelse af, at aarhusianere har et ønske om, at præge os politikere til at lave ordentlig og gode beslutninger for borgerne - og for byen. Det er denne respons, som gør det værd at være med og som får det hele til at give mening. Tak.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er nogen teknik- eller vejnørd. Jeg har sommetider været med en kammerat ude og se på motorveje, som han var med til at bygge maskiner til, men jeg har ikke engang kørekort og jeg er elendig til at finde vej. Men denne opstand giver mening for mig.
Det giver mening, når en redegørelse om en mulig, måske og næsten vejtilførelse, giver lokal usikkerhed og utryghed. Det må da skabe opstand og godt for det.
Jeg synes ikke, at jeg lige nu kan sige, hvad der er rigtigt, eller forkert - dét ville netop være forkert og arrogant. Men jeg kan, som en del af den socialdemokratiske gruppe, love, at ville lytte og love, at ville se på de anmærkninger som borgerne i Mundelstrup fremviser. Tak for I gider - tak for de bidrag som kommer.
Faktisk synes jeg, at vores nærdemokrati og vores byrådsstyre på mange måder virker rigtig godt. Rigtig mange steder i Aarhus har jeg en oplevelse af, at aarhusianere har et ønske om, at præge os politikere til at lave ordentlig og gode beslutninger for borgerne - og for byen. Det er denne respons, som gør det værd at være med og som får det hele til at give mening. Tak.
søndag den 8. april 2012
Frost - og ødelæggelserne efter det
Ja, der bliver ikke noget blogindlæg, for jeg har set nattens ødelæggelser. Og jeg ved godt at der sker voldsomme ting i Bahrain, og i Syren, at verdens økonomien stadig har det skidt, og at Mitt Romney trækker mod højre. Men i min have er der sket ødelæggelser. Jeg havde hørt det, frosten kom - men jeg tog det ikke alvorligt.
Nu spørger jeg hvorfor ikke? Hvis du ikke har have undre du dig sikkert over hvor alt overskyggende følelse det er. Men for jer som har - så ved I også hvor glade I bliver et strutende tulipanbed. Og det er væk nu. Akelajerne er klasket sammen og venter på at solens stråler gør det sidste, julerosen ligner noget som er løgn.
Hvorfor lyttede jeg ikke? Hvad havde det gjort lige at lægge et lagen ud over det meste? Jo - jeg troede nok ikke helt at det var så alvorligt. Jeg troede ikke, at det lige ramte min lille parcel i Viby - og hvad kunne det egentlig gøre?
Jeg holder virkelig af min have. Den er et sted hvor jeg lader op, og hvor al hverdagens stress og jag kommer ud af sindet. Her hvor budget, og besparelser og robotstøvsugning og faldende elevtal kommer i ordentlig afstand til at kunne træffe ordentlig beslutninger. Så et totalt ødelagt tulipanbed gør ondt.
God søndag, god påske - må du nyde den trods alt.
Her er sådan som det burde have kommet til at se ud - et billeder fra sidste år.
Nu spørger jeg hvorfor ikke? Hvis du ikke har have undre du dig sikkert over hvor alt overskyggende følelse det er. Men for jer som har - så ved I også hvor glade I bliver et strutende tulipanbed. Og det er væk nu. Akelajerne er klasket sammen og venter på at solens stråler gør det sidste, julerosen ligner noget som er løgn.
Hvorfor lyttede jeg ikke? Hvad havde det gjort lige at lægge et lagen ud over det meste? Jo - jeg troede nok ikke helt at det var så alvorligt. Jeg troede ikke, at det lige ramte min lille parcel i Viby - og hvad kunne det egentlig gøre?
Jeg holder virkelig af min have. Den er et sted hvor jeg lader op, og hvor al hverdagens stress og jag kommer ud af sindet. Her hvor budget, og besparelser og robotstøvsugning og faldende elevtal kommer i ordentlig afstand til at kunne træffe ordentlig beslutninger. Så et totalt ødelagt tulipanbed gør ondt.
God søndag, god påske - må du nyde den trods alt.
Her er sådan som det burde have kommet til at se ud - et billeder fra sidste år.
torsdag den 5. april 2012
Påskefrokoster hyggeligt - men også fyldt med spild af mad
En lang række feriedage med en nyligt fyldt lønpose, gør at indkøbslysten er stor. Vi skal være sammen med venner og familie, vi skal hygge os, og have en have-bajer over hækken. Det er en skøn tid. Jeg har været i haven hver dag, sammen med min familie og venner, katte og høns. Det er skønt og vidunderligt. Og jeg nyder at solen skinner, selvom vi er mange der havde satset på at frosten var ovre.
At frosten tager mine mirabeller hulker jeg over, og nyder de sidste flasker med mirabellesaft, for nu der kommer til at gå et par år. Men frost og afgrøder, fylder ikke så meget idag. idag vil jeg hellere opfordre til at huske at aftale hvem der kører, og hvem der nyder den afkølede porsesnaps. Og som en strøtanke: hvor meget behøver du egentlig at handle ind? Hvor går går grænsen mellem livskvalitet og fråds?
I påsken smider vi mad ud for 1,4 milliarder kroner, ekstra - bare i påsken. Så hvis vi nu tænker os lidt om, planlægger vores indkøb, og tænker over hvad gæsterne rent faktisk kan spise. Hvis vi lader det tomme fad være succeskriteriet, i stedet for det fyldte, ville meget være sparet og dermed vundet. Et godt forslag til en lækker frokost anretning: tarteletter med fyld læs mere på min anden blog Mad og Have - Camillas andet liv.
At frosten tager mine mirabeller hulker jeg over, og nyder de sidste flasker med mirabellesaft, for nu der kommer til at gå et par år. Men frost og afgrøder, fylder ikke så meget idag. idag vil jeg hellere opfordre til at huske at aftale hvem der kører, og hvem der nyder den afkølede porsesnaps. Og som en strøtanke: hvor meget behøver du egentlig at handle ind? Hvor går går grænsen mellem livskvalitet og fråds?
I påsken smider vi mad ud for 1,4 milliarder kroner, ekstra - bare i påsken. Så hvis vi nu tænker os lidt om, planlægger vores indkøb, og tænker over hvad gæsterne rent faktisk kan spise. Hvis vi lader det tomme fad være succeskriteriet, i stedet for det fyldte, ville meget være sparet og dermed vundet. Et godt forslag til en lækker frokost anretning: tarteletter med fyld læs mere på min anden blog Mad og Have - Camillas andet liv.
søndag den 1. april 2012
Påske - i pagt med sig selv
Påsken er en tid med plads til lidt af hvert. Jeg krydser altid fingre for om det kan lade sig gøre at få fri i påsken. Påsken rummer en helt anden balance og ro end julen, synes jeg. Måske er det muligheden for at komme i haven, at tage på tur og få lidt sol i øjnene efter en lang og mørk vinter
Påsken - en tid med stort spild af mad
Påsken er også en tid med gode frokoster, middage og hos mig brunch. Og sådan har det meste af Danmark det også - med et stort madspild som følge. Tænk lidt over det inden du planlægger din påske. Har du styr på menuen, ved du hvor mange der kommer, og om alle kan lide hvad du sætter på bordet? Pålæg er svært at gemme når det har været på bordet, så måske er det bedre med en række lune rette og noget sild. Rugbrødsskiverne der har været sat frem, bliver altid lidt tørre i kanten, ryger de ud, eller har du planlagt hvordan du kan få dem spist op? Faktisk smider danskerne i de kommende dage ud for 1.6 milliarder kroner - og så er vi bekymrede for betalingsring og robotstøvsugere, der er noget helt galt.
Tante-tid
Mine tantebørns institution er lukket, d.v.s. rådmanden for børn og unge har jo erklæret at der ikke er lukkedage i Aarhus, for der er altid pasning, måske blot i en anden spændende dagsinstitution. Nå, men Albertes, Alberts og Nanas børnehave er ihvertfald lukket. Så jeg er heldig. De skal være sammen med mig. Først skal vi sige hej til hønsene, og have en kop the. Så skal vi i Den gamle By og male påskeæg. Og så hjem og lave bål i haven. Mødrene og fædrene kommer til hverdagspåskemiddag. Stille og roligt, bordet trækkes ud og vi hjælpes ad, og forhåbentlig falder børnene trætte om efter en god tante dag.
Haven
Ellers skal jeg bare rode i haven. Se til hestebønnerne som blev sat i sidste uge, så frø, tage på torvet, få bugt med (lidt) skvalderkål, slå græs, drikke kaffe, klippe buketter af påskeliljer og tulipaner, klø kattene, stikke græsplænen, og bare se på hønsene. Det er rent zen. Påsken er bare mig, dage fyldt med det jeg holder af, og dagene sådan som jeg holder mest af dem.
Og er du i tvivl om hvad du skal lave i menu i påsken, er her et par gode blogs, som kommer med gode forslag, Fenjas mad, Kunster på Køkkenbordet og min egen mad og have blog Mad og Have, Camillas andet liv.
Abonner på:
Opslag (Atom)
