onsdag den 30. november 2011

Helhedsplanen i Rosenhøj

Der har længe været en generel debat om hvorvidt helhedsplaner virker, og om ikke bare et er en udvendig ansigtsløftning. Jeg mener nu, at målet blandt andet er en bedre beboersammensætning.
I et læserbrev i Aarhus Stiftstidende angriber F. Bartig fra Rosenhøj min formand Ilse Klinke i et læserbrev 27. november helhedsplanen for Rosenhøj for ikke at gå op i beboersammensætningen.

En bred og mangfoldig beboersammensætning må være målet
Det mener jeg i høj grad mener at det vigtigste mål med helhedsplanen er at gøre området så attraktivt at bo i, at det tiltrækker nye beboere og at beboersammensætningen den vej igennem vil ændre sig.
Det er helt rigtigt at helhedsplanen har mange fordele, som for eksempel at den gør området smukkere og at det øger beskæftigelsen. Men helhedsplanen handler først og fremmest om at forhindre en koncentration af sociale problemer i Rosenhøj. Det gør man blandt andet ved at ændre beboersammensætningen, men det kræver at området er attraktivt bo og færdes i. Derfor er det også en hel central del af helhedsplanen.

Helhed - er jo helhed
Det er jo en helhedsplan fordi det er en plan for helhed og sammenhæng i hele indsatsen i området. Det er både et løft til bygningerne og udearealerne, men det er også opførelsen af et nyt medborgerhus og udflytning af offentlige arbejdspladser. Det og meget mere skal sammen med en fortsat stærk social indsats i området sikre sociale problemer ikke bliver koncentreret i Rosenhøj. Så jeg forstår ærligt talt ikke F. Bartigs angreb på helhedplanen.

Stolt
Vi må være stolte af, at vi nu har fået sat gang i en stor del af Aarhus. Først med Gellerup og nu med Viby Syd. Det er da helt ok, og faktisk også ret fremsynet. Og så giver det arbejdspladser, gang i væksten, muligheder for praktik pladser. Og jeg synes faktisk at andre dele af Danmark skulle få samme muligheder. En sådan helhedsplan er nemlig med til at gøre mangfoldighed som et stærkt kort på hånden, til en ressource for fremtiden.Så skulle vi ikke lægge den der morgensurhed væk, og glædes sammen.

søndag den 27. november 2011

Hvad gør vi med en ledighed på 97,4%?

Da jeg i sommeren 1999 blev færdiguddannet som lærer var det med stor glæde, og et enormt håb for fremtiden. Grunden var ikke bare at jeg havde bestået mine afsluttende eksamener, det var også at jeg gik ud på arbejdsmarkedet i tryg forvisning om at mine faglige kvalifikationer var en efterspurgt vare, sagt på en anden måde: der var brug for mig. En sådan tryghed burde det være alle færdiguddannede forundt, desværre er det ikke tilfældet i dagens Danmark. Virkeligheden indenfor lærerstanden er, at af hele årgang 2011 er de 97.4% i dag ledige. Det er rystende tal, og udtryk for en tænkning som gennemsyrer hele vores samfund. For det er jo ikke sådan at der ikke er brug for flere lærere, det er jo ikke sådan at alle stillinger er besat. Vi kan vel alle være enige om at vores uddannelsessystem ikke er godt nok?

Mere tid i folkeskolen
Findes der forældre i Danmark der ikke ønsker at der bliver afsat mere tid til deres børn i folkeskolen? Svaret giver sig selv. Behovet for lærere er i allerhøjeste grad tilstede, men vores samfund er i dag indrettet sådan, at det ikke må tage sig råd til at sikre vores børn den bedst mulige start på livet som voksen. Vi siger til vores unge at uddannelse er vejen frem, at vores vigtigste ressource er viden, vi glemmer bare at fortælle dem at vi ikke har råd til at udnytte den ressource de udgør. Det er ikke bare et spørgsmål om hvad der skal ske med årgang 2011, eller for den sags skyld årgang 2012, det er et spørgsmål om hvilken retning vi ønsker vores samfund skal vælge.

Investeringer i fremtiden
Tør vi skue fremad, længere frem end næste regnskabsår? Tør vi tro på at investeringer i viden giver et afkast på den lange bane, eller vil vi nøjes med at sidde på vores hænder mens skiftende regeringer fralægger sig ansvaret, godt gemt bag et kynisk regnskab? Mere læring for de samme penge er en illusion, strukturændringer, karaktergennemsnit på internettet og PISA-undersøgelser har gjort den gavn, den slags nu engang kan. Spørgsmålet er nu, om vi som samfund er parat til at tage konsekvensen, og betale for en bedre folkeskole, for eleverne, lærerne og dermed hele vores samfund.

onsdag den 23. november 2011

De (fattige) unge mødre

Julen nærmere sig, og vi glæder os. Her i Aarhus kommer julen sammen med julemanden på fredag. Han tænder nemlig vores stjerne himmel, og vores borgmester Jacob Bundsgaard tænder byens største juletræ, nemlig det på Rådhuspladsen.

Men det er også en tid hvor de som er fattige får det hårdt. For julebageri, kalendergaver, nissegaver i skoleklassen, mors julefrokost med jobbet - alt sammen dyrt ud af en enkelt indtægt og måske flere børn.

Blot fordi man er enlig mor, er man ikke nødvendigvis fattig, men rigtig mange yngre mødre er udfordret. Det ved man rundt om i de foreninger som deler julepakker ud. Jeg synes vi må have et fokus på at børn ikke vokser op i fattigdom. Vi må se hvordan vi skaber en virkelighed hvor de små ting gør en forskel. Hvordan kører bussen? Passer den med børnehaven og skolen? Hvordan med tiden? Holde den? Er det virkelig sådan det behøver at være? Er der institutioner som understøtter hvis man har aften arbejde? Eller hvis man blot har brug for en aften med ens veninder, og det ellers er dem som plejer at agere barnepige.

Så den næste måneds tid må vi tænke over, hvordan vi får skruet tingene sammen, så også de familier som kun består af én voksen får en god chance for et godt familie liv.

søndag den 20. november 2011

krig - nej tak

Det er med foragt og væmmelse at jeg læser weekendens aviser og Søren Pinds udtalelser om at det ikke er utænkeligt at Danmark følger i USAs fodspor og går i krig. Der er på højrefløjen i dansk politik en sørgelig tendens til fuldstændig ukritisk at kopiere amerikansk retorik, uanset om den giver mening eller ej. Resultaterne taler for sig selv: Irak, Afghanistan, og Libyen. Libyen, vi har i al vores godhed udvalgt 13 libyere der har måttet komme til Danmark for at modtage behandling af skader påført dem af vores krig. 13 udvalgte, er det ikke rørende? Det siger sig selv at de, når de er helbredt, vil blive sendt tilbage igen. Danmark gik i krig med et mandat der hed "beskyt civilbefolkningen", fra starten af har den præmis været til grin, men det taler vi ikke om. Vi vil hellere tale om de 13 vi så gavmildt har frelst.

Jeg ved ikke helt om Pind er klar over at der er ved at blive skabt en ny verdens orden, vestens stormagtsdage er ved at være talte, og samarbejde med alle verdens lande er en nødvendighed. USA er presset i bund både mentalt og økonomisk, og Obama hænger på verdens mest magtfulde post med det yderste af fingerspidserne, samtidig med at republikanerne udstiller deres imbecile kandidatfelt.

Danmark har nu fået en ny regering, og det skal vi vænne os til. Søren Pind sikkert på den trælse måde, men vi skal alle have omstillet vores tankesæt.

Jeg hader krig - jeg tror ganske enkelt ikke på konceptet. Der er aldrig nogensinde kommet noget godt ud af krig. Nuvel, der er sket landevendinger, nye grænser, salg af diamanter, elfenben og mennesker. Der er penge i krig, mange penge. Ud af krig er der kommet PTSD, vold, ødelæggelser og et had så inderligt, at det bogstaveligt talt nedarves gennem generationer. Intet godt er der kommet. Dumme og komiske præsidenter er blevet genvalgt og det samme er de intelligente hvis eneste drivkraft er magtbegær. Menneskers sønner og døtre er døde og lande er gået konkurs.

Jeg forstår det ikke - hvorfor skal vi gå den vej? Hvorfor kan vi ikke finde en anden vej igennem tolerance og tilgivelse? En vej hvor verden står sammen, lever sammen i stille accept af fortidens synder, i den fælles overbevisning, at det aldrig må ske igen.

Kan jeg tilgive Trols Lund Poulsen for dumhed, korrumpering og magtmisbrug? Eller Sass Larsens ungdommelige fejltrin? Kan jeg tilgive venners svig og kollegaers manglende tålmodighed? For krigen starter vel her hos os selv, og det skridt vi selv tager mod vores næste. Mange vil kalde mig naiv, men det tilgiver jeg dem for, i det naive håb at de en dag vil tilgive mig.

Hvor starter din fred? Kunne vi ikke starte sammen nu?

søndag den 13. november 2011

En lidt svær opstart

Nogle morgener er det lidt sværere at komme i gang med at skrive blog end andre - sådan en morgen har det været. Alt har ellers været godt, huset har været stille og den første morgenkaffe har været drukket i fred og ro.

Sass og Thorning
Jeg kunne vælge at skrive om de urimeligheder der har været omkring Sass og Thorning. Om hvordan vores gamle regering har brugt dens sidste krampetrækninger på at lade den nye regering stå med interne udfordringer - i stedet for at tænke på landets fremtid. Vi har brug for at stå sammen i denne verdensomspændende krise - og alligevel roder vi rundt i den danske andedam og beskylder hinanden for småting og bagateller. Lars Løkke anklager regeringen for at føre blokpolitik.....behøver jeg at sige mere?

Wammen og Rademacher
Måske kunne jeg også have valgt og skrive lidt om Europaministeren og Siumuts spindoktor og deres barn der bliver født på polsk. For hvad er det for en verden der bruger mere tid på slam og sladder, end på at Wammen står overfor en kæmpe udfordring med at samle Danmark om det europæiske fællesskab. Eller Rademacher der skal hjælpe med at redde det grønlandske demokrati, fra korruption og inkompetence, så alle får lige muligheder og rettigheder.

Cykel, bus og nej til madspild
Miljøets største trusler er dem vi selv laver. Vi overforbruger konstant - og vi kan med få midler gøre noget, her og nu. Vi kan genbruge mere, istedet for bevidstløst at smide ud, hver gang noget bliver lidt slidt i kanten. Vi kan tænke over at købe lokalt og ikke mere end vi bruger. Køb nogle LED-solfanger-lyskæder til din julepynt, eller lav den selv af de dimser og dutter, du alligevel har til at ligge glemt og ubrugt i en skuffe. Gå sammen om at køre på arbejde, tag bussen eller cyklen, de små ting gør en forskel. Go' Søndag.

mandag den 7. november 2011

Jeg synes faktisk ikke, at det ok at betale rocker regninger selv

I radioavisen her til morgen kunne man høre historien om at Anders Samuelsen folketingsmedlem og formand for Liberal Alliance har betalt en god vens narkogæld til en pusher med tætte bånd til rockermiljøet. Og det er han stolt af. Mens jeg beundrer Anders Samuelsen’ trofasthed over for venner i uføre, må jeg konstatere at hele hans ræsonnement er rivruskende forkert. Anders Samuelsen kan godt fortælle sig selv at de 10-20.000 kr er et lille ligegyldigt beløb, som han muligvis ikke engang vil savne.

Reglsæt
Men det han har gjort er at støtte et dybt kriminelt miljø, det han siger er: at pression virker, at disse sølle rygmærkers regime er baseret på frygt og terror, og det har Anders Samuelsen demonstreret virker. Han vil gerne tale dunder fra folketingets talerstol, han vil gerne vedtage lovgivning der øger straframmen for narkohandel, vold og trusler, men når det kommer til ham selv og hans nærmeste, gælder der et andet regelsæt. Rockernes regelsæt.

Politisk pondus
Hvis det er nødvendigt at betale folks narkogæld for at få misbrugere på ret køl, så håber jeg at han vil kaste hele sin politiske pondus ind i kampen. Så bliver der brug for en statslig pulje, hvor de ulykkelige kan få slettet deres gæld, så de kan komme på ret køl. Ok der ville muligvis være et problem, i at narkopenge så vidt jeg ved ikke bliver opgivet til skattevæsenet, men Anders Samuelsen er jo alligevel tilhænger af en afvikling af skattesystemet som vi kender det, så måske kan man kalde det to fluer med et smæk? Nej det er nok urealistisk at afvikle hele Danmarks narkogæld kvit og frit. Vi kunne gøre det tilbagebetalingspligtigt, en slags ekstrem-SU. Ja vi kunne måske endda indbygge et fjumreår.

Grensaks og bat
Undskyld mig, jeg forsøger at være morsom om et emne der bestemt ikke er morsomt. Alle der har prøvet at få besøg en mørk aften af 3 store mænd, der medbringer et baseballbat og en grensaks, ved at det ikke er morsomt. Hvis det var mig der fik den slags gæster ville jeg også ønske at betale, jeg ville stjæle, lyve, tigge, jeg ville gøre snart sagt alt, hvis bare de 3 mænd ville gå igen. Det ville bare ikke nytte, intet vil få de 3 til at forsvinde, på det tidspunkt ejer de dig. Ågerrenter, dummebøder, intet får dem til at forsvinde, for hvorfor skulle de dog gøre det?

Ikke markedsvilkår
Narkogæld er ikke en transaktion der foregår på normale markedsvilkår. Næste gang det banker Anders Samuelsen vens dør, er det ikke tilstrækkeligt at sige: jeg har betalt hvad jeg skylder, i kan godt gå igen. Hvorfor skulle de dog gå? Han har allerede demonstreret at han lever under deres regelsæt. Der er kun 2 ting de 3 mænd frygter: loven og mænd som dem selv. Selvom loven til tider kan virke langsommelig og ineffektiv er den vores bolværk mod rockernes regelsæt, og den virker. Men kun hvis vi står sammen. Næste gang Anders Samuelsen ven får den slags gæster, vil jeg anbefale vedkommende at ringe efter politiet. Så vil de true, puste sig op, men i sidste ende vil de gå. I en truende tone vil de sige at de kommer igen, og det tror de sikkert også selv på.

Gå nu til politiet
I mellemtiden skal Anders Samuelsen ven gå ned på politistationen, og fortælle alt, og jeg mener virkelig alt. Alt om hans pusher, alt om de rockere der står bag ham, alt om alle hans ”venner” i miljøet og alt om den kriminalitet vedkommende selv har begået for at betale for sit narkotika, alt hvad han ved. Det er den eneste måde vedkommende kan blive virkelig fri på, hvis det da er det AS ven ønsker, at blive fri. Eller også kan vedkommende sætte sin lid til tossegode mennesker som Anders Samuelsen, så kan denne regning blive betalt. Og det er også vældigt fint, indtil den næste regning, og den næste, regningerne kan muligvis betales, men fri bliver Anders Samuelsens ven aldrig.

Noget galt i DK
Med hensyn til Anders Samuelsen selv, undrer jeg mig. Hvis der er nogen i Danmark, der burde kende og respektere den lovgivning der er grundlag for vores samfund, burde det være ham. Faktisk mener jeg at han med sine handlinger, og hans manglende refleksion over samme har diskvalificeret sig som medlem af folketinget. Kære Anders Samuelsen, din betaling af narkogæld er ikke noget at være stolt af, tværtimod er det udtryk for en kvalmende dobbeltmoral. Det må være rart at have et ganske særligt regelsæt helt for sig selv, og telefonnummeret på en justitsminister der kan glatte ud.

onsdag den 2. november 2011

Og så din datter - et spørgsmål om lige muligheder

Her senere i dag, skal jeg med en delegation fra borgmesterens afdeling til Göteborg. Vi skal se på Göteborgs måde at gribe ligestilling og mangfoldighed an. Men egentlig vil jeg gerne starte et andet sted.

For har du børn? eller tænkte dig at få nogen? Kender du nogle små drenge og små piger? Så har du også tænkt tanken om du ønsker dem alt det bedste i verden. Og du forestiller dig ikke, at livet skulle sætte flere forhindringer op for den ene frem for den anden. Og du tænker, at verden ligger for deres fødder og du vil gøre dit til det.

Sådan har vi det vist alle sammen. Men sådan er virkeligheden ikke. Kvinder har stadig ikke lige løn, mænd tager stadig ikke fuld barsel, voldtægt bliver stadig ikke dømt i den grad de bliver anmeldt i, flere kvinder og flere kvinder dør af hjerteproblemer - fordi der ikke er forsket i forskellen mellem mænd og kvinder, piger med ADHD og piger med autisme bliver ikke opdaget i samme grad som drengene - både fordi de ikke bliver set men også her handler det om at al forskning er baseret på drengene og mændenes adfærd og udmøntning. Etniske kvinder får en høj uddannelse og gode karaktere, men har vanskeligt ved at skabe sig en karriere, der er ingen penge i kvindesport, så kun mænd - og så Caroline (og hun er altså nummer1) kan leve af deres sport, kvindeligdødeligheden på verdens plan er markant - det farligste er stadig at få børn - ikke at gå i krig.

Så kampen om reel ligestilling er der stadig - og dog? For hvorfor skal det hedde en kamp? hvorfor denne krigsmetafor? Det forudsætter at en taber og en anden vinder - og jeg vil ikke vinde, hvis det betyder at min mandelig kollegaer eller ven skal tabe. For mig er ligestilling en win-win. For mangfoldigheden er med til at gøre kagen større så vi alle få mere. Vi udvikler os, vi gør tingene anderledes og nytænkende når vi forsøger os med mennesker som er lidt anderledes, i køn, alder og etnicitet.

Jeg vil en anden verden. Jeg vil en verden hvor mine tantebørn kan vælge selv, og deres valg ikke har betydning for om de hedder Albert eller Alberte, eller Adam eller Veronica.

Og det er blandt andet det jeg skal i Göteborg, jeg skal sammen mine gode kollegaer se på nye måder at tænke mangfoldighed og ligestilling på. Jeg har læst programmet, og jeg glæder mig - men jeg ved ikke helt hvor det bærer hen. Og det er faktisk også ok.