Et liv uden Vild med dans

Jeg holder af at se tv. Jeg gør det for at for at stresse af og holde mig orienteret. Ja man kan sige at jeg bruger tv til at holde min kontakt med den danske folkesjæl ved lige. Jeg kan lide en god krimi, madprogrammer og har en svaghed for Melodi Grand Prix. Engang imellem stopper jeg ved Vild med dans, hvis sangen er god, eller kjolen ekstraordinær grim. Jeg ved hvem Bendtner og Wozniacki er, og ser en gang imellem en halvleg af en kamp et eller andet. Og så er der jo nyhederne, man må holde sig orienteret! I det store og hele har jeg vel nogle ganske gennemsnitlige tv-vaner. Egentlig er det mest usædvanlige ved mig og mit tv vel, at jeg har noget nær den mindst tænkelige pakke. 3 kanaler, DR, DR2 og Tv2 er hvad der er at vælge imellem. Det er ikke optimalt, dækker ikke mine behov, men en kombination af ligegyldighed og stædighed har gjort at ”det bare er sådan nu, og værre er det jo heller ikke”. Tag ikke fejl, man kan såmænd også godt beskylde mig for at bruge for meget tid foran skærmen, og det vil ikke være helt skudt ved siden af. Jeg kan lide at se fjernsyn, og vil bestemt ikke undvære det.

Reklameindtægter
Nu er det så blevet besluttet at vi skal supplere Tv2’s reklameindtægter med licenspenge, for at forretningen kan løbe rundt. For det er det Tv2 er, en forretning der skal tjene penge. Det kan den desværre ikke, derfor skal der nu betales licens. Det er åbenbart nødvendigt for at bevare stationens public service forpligtelse. Underskuddet skyldes ikke et dårligt produkt der har vanskeligt ved at tiltrække annoncører, nej det skyldes byrden ved at skulle levere tv af en vis kvalitet til danskerne. Public service og kvalitet, lad os se hvordan Tv2 løser opgaven på en ganske almindelig tirsdag.

En aftens sendeflade
Vi springer Godmorgen Danmark og genudsendelsen af samme over, suser let og elegant forbi eftermiddagsserierne der vel med rimelighed kan beskrives som fyld, frem til aftensendefladen. Efter en times nyheder er klokken blevet 8, så nu skal vi underholdes, med realitetstv.
Der lægges ud med ”Stjernerne på slottet”. Det handler om nogle kendte mennesker der bor på et slot i en uge, og laver alle mulige sjove og grænseoverskridende ting. Det kommer jeg aldrig til at se, jeg bryder mig ikke om programmer hvis eneste eksistensberettigelse er at deltagerne er mere eller mindre kendte. Derefter frister Tv2 med jægersoldat B.S. Christiansen, der igen vil hjælpe en gruppe overvægtige mennesker hvis største ønske er at blive soldater, og denne gang er det minsandten kvinder. Der er ingen tvivl om at det program vil byde på både sjove og grænseoverskridende oplevelser, og lur mig, om der ikke er en enkelt eller to af kvinderne der fælder en lille tåre. Derefter hopper vi ind i en ambulance, og ræser Danmark rundt til dramatisk underlægningsmusik. ”Alarm 112” deler rundhåndet ud af spænding og dramatik, og efter at have fulgt de tapre falckreddere føler man sig måske lidt tryggere. Den fornemmelse ødelægges effektivt af ”Station 2”, der efter endnu en times nyheder, påtager sig at fortælle den sande historie om den veritable tsunami af kriminalitet der hærger Danmark. Med håndholdte kameraer, journalister med stenansigter og gravalvorlig stemmeføring, sidder vi med når betjentene stopper drengen på knallerten uden lys, stopper slagsmål foran det lokale diskotek. Rekonstruktioner, slørede vidneudsagn og efterlysninger, den får ikke for lidt. Herefter bydes der på en slags komik. ”Vild med comedy” følger en gruppe kendte mennesker, der bliver stillet overfor den udfordring at skulle lave et stand-up show. Det siger sig selv at det er både sjovt og grænseoverskridende.


Herefter drosler Tv2 ned, og det gør jeg også. Jeg ved ikke om nogle af de midnatsserier er noget værd, måske der er en perle imellem, måske. Det var det, en ganske almindelig tirsdag aften på Tv2. Det er muligt at sådan en programflade appellerer til det store flertal, men det efterlader mig med en tom fornemmelse og et enkelt spørgsmål.

Savnet af public Service
Hvor er den public service vi skal forestille at betale for, hvad blev der af den der kvalitet? Det er jo bare en stor gang realitetstv, en lang serie programmer der alle trykker på de samme knapper, drejer på de samme håndtag og appellerer til det samme følelsesregister. Der er tale om en tendens som de seneste år er blevet stadigt mere markant på Tv2, programmer det tager meget lidt fantasi at finde på, sminket med alskens dramatiske virkemidler. Jeg kalder det tvDanmark syndromet, fordi Tv2s programmer mere og mere minder om den gamle station der i halvfemserne brillerede med tvkulturelle højdepunkter som ”Stripperkongens piger” og den udødelige klassiker ”Unge mødre”.

Midnatsklokken ringer - skulle vi ikke træffe andre valg
Så nærmer klokken sig midnat, og der er som bekendt også en dag i morgen. Så når vi taler om public service, hvad er det så egentlig vi med rimelighed kan forvente? Er det nok lave et program så dumt, at vi alle sammen kan følge med? Er det det vores licenskroner skal gå til? Serie på serie af mere eller mindre lødige ”alarm”-programmer, hvor blod, sved og bare bryster er det centrale? Egentlig ville jeg sige at jeg ikke ønsker mig tilbage til monopolets tid, men en flig af mig gør nok. For hvor er det udviklende og banebrydende børne-tv? De skelsættende og oplysende kultur-aftner? O-B-S er ikke nok. Vi har brug for ny-tænkning og hvis det kræver et salg af TV2, så ok for mig – jeg vil bare ikke betale mere. Kanalen rummer, mener jeg, ikke ret meget andet end teksttv – og helt ærligt med Wi-Fi i det fleste danske hjem, så finder jeg nok de seneste opdateringer i superligaen på Tipsbladet.dk. Jeg kan lære at leve uden Jes Dorph Pedersen og hvad tv-koryfæerne ellers hedder, jeg kan vænne mig til en tilværelse uden ”Vild med dans”.

Kontraktbrud - eller samarbejde tværs over midten

Jeg undrer mig over disse dages mediestorm på landets nye statsaminister. Fra at vi i en lang årrække har kunnet sikre os at borgerne får det som er lovet, og heller ikke mere. Vi har haft sti år uden innovation og ny tænkning. Fair nok, men jeg har det rigtig godt med at det er slut. Jeg hr det super fint med at regeringen skal have et flertal som kræver at vi rent faktisk drøfter Danmarks fremtid - sammen.

En spåkugle
Så lad os prøve at forsøge at skue ind i fremtiden. Lad os se om 1 år hvor Helle og Villy og Margrethe har haft indflydelsen, vi har baseret vores beslutninger på samtale og drøfter. Hvad er det som gør at det er dumt? Jeg tror, hvis vi så ind i spåkuglen, at vi ville se beslutninger som er blevet taget langsommere, nuvel, men beslutninger som vidner om lydhørhed og reflektion. Beslutninger som er taget i samråd med borgerne. Beslutninger hvor vi har vendt en sag og set på den i forhold til virkeligheden og ikke den måde som medierne har valgt at fremstille sagen på. Tja, for mig er det ikke noget tab at TV2's såkaldte optrævlende tv ikke længere er ministernes primære kilde til lovforslag.

Så når alt kommer til alt, tak til Helle og co, tak for at kontraktpolitikken er død, og Debatpolitik igen er virkelighed. Det tror jeg faktisk er bedst for os alle, og for Danmark.

Red Barnet - i Uganda hærtroppers blodige fodspor

De sidste mange uger har jeg haft blikket fast rettet mod min egen navle. Der var folketingsvalg, så var der kommunale budgetforhandlinger, så regeringsdannelse, i sandhed en vigtig og afgørende tid. Imens lider verden stadig under død og ødelæggelse. Så når selvtilstrækkeligheden tager overhånd husker jeg. Jeg husker, at der i det centrale Afrika er børn der går med Red Barnet i hånden. Det er det de gør, de går. Dag efter dag, går de mod nye destinationer for at finde fred til at spise og sove. Ikke fred til at lege, ikke fred til at lære, bare fred til at sove.

Fortællinger om børnehære
Mens verdenssamfundet lukker det ene øje, hærger guerillabander og vi lader børnene gå. Jeg er fuld af beundring for Red Barnet, beundring over at de er i lande, uden orden, hvor frygt er den egentlige hersker. Her fortælles historier om slaveri, mord og voldtægt. Her fortælles om små børn der indrulles i hære, for at myrde på den øverstsiddende bandits bud. Om optagelsesritualer der inkluderer drab på søskende og forældre, ritualer der alene har det formål at umenneskeliggøre børnene, og endegyldigt destruere deres barndom.

Flov
Så bliver jeg flov. Flov over ikke at gøre mere end jeg gør, flov over ikke at give Afrika den opmærksomhed, som dette enorme, smukke, og aldeles forfærdelige kontinent fortjener. Min kirke har en venskabsmenighed i Afrika, min svigerinde har foræret min svigermor og mig afrikanske geder og kvindelige arbejdspladser - og hvad gør jeg? Sidder her i min lejlighed i Aarhus, skriver lidt på min blog og ringer et mindre beløb ind i ny og næ.
Er det godt nok Camilla?

Budget forlig

Så kom vi lidt tættere på et budget forlig. Ligenu sidder jeg i byrådsalen og oplever alvoren i at sidde i Aarhus byråd, vi skal spare 220 milioner kroner, som betyder så meget for så mange. Det betyder, at i stedet for at lave tiltag for borgerne fremadrettet, har vi måtte skære helt ind til benet. Og nogle borgere vil sikkert også mene, at vi nogen steder har skåret benet over.

Vi må tage ansvaret på os. Og vi må som byråd, som byrådsgruppe og som individuelle byrådsmedlemmer se fremad, se ud i fremtiden og sørge for igennem inovationsproces og nyskabelse at skabe overskud og råderum. Vi må sammen med vores medarbejdere og vores borgere gå i tænkerum, og sammen gøre noget nyt. Det tror jeg at vi kan.

På den måde sikre vi ikke bare Bethsta, Chr. IX'børnehjem og Madam Grøn, men også en række andre af de mange tilbud som løser deres opgave godt og ordentligt. For vi må være garant for at alle samfundets svage for en ordentlig behandling - om du er ung eller gammel, om du har et handicap eller er misbrugere, om du er bruger af et helt normalt dagtilbud eller folkeskole eller du har brug for særlig støtte og pleje.

Ralf Piltekov - den falske kæmper af ordentligheden

Jeg læser JP hver dag, og har både under den gamle Fogh/Rasmussen regering og den nuværende regering måtte leve Ralf Pittelkows "fantastiske" udsagn. Og jeg er så træt,- træt af hans såkaldte intellektuelle fortolkninger og strategiske forudsigelser, kommentarer, som skal fremstå med nyheds og sandhedsværdi. Det eneste det er, er en gammel mand som er led og ked af at hans hold tabte. Og hvad så? kom over det,kom videre, se fremad, æd at der blev scoret i overtiden. Forhold dig til nederlaget, i lyset af dit holds indkøb af spillere og deraf følgende startopstilling, Pittelkow. For vi andre vil faktisk gerne høre hvad Villy, Helle og Margrethe vil for Danmark. Vi erkender at vi vandt knebent, men vandt det gjorde vi altså. En naturlig konsekvens af det faktum er, at vores nye regering de kommende år skal være i samarbejds og samspilsånden.

Det faktum betyder ikke noget for Ralf P, uge efter uge har vi kunnet følge hans truende forudsigelser og dystre fortolkninger. Letkøbte fordomme maskeret som indsigt er hvad Ralf P. har udnyttet sit ellers så gode rygte som en troværdig journalist til. Heldigvis har Ralf aldrig ret, det forhindrer ham dog ikke ikke i at sidde og tegne et frastødende sorthvidt billede af virkeligheden. Hvis der en ting der skinner igennem i Ralf P.s udgydelser er det håbet, håbet om at hele verden går af helvede til, så han endelig kan stå på sin sæbekasse og skråle "hvad sagde jeg!"
Hver uge sprøjter han kommentarer ud, hvori han fremstår som en forkæmper for den nationale(istiske?)folkeånd, en stolt forsvarer af ordentligheden. Jeg mener den fremstilling er virkelighedsfjern, grænsende til det absurde. Ralf P. ønsker det værste om alt og alle, som han ikke bryder sig om. Han står sammen med resten af dine venner i den neoliberale nationale tænkning, for et synspunkt om at "vi alene vide, og det er faktisk, mener jeg, ikke et særligt sympatisk menneskeligt træk.

Ralf Pittelkow, du skulle i stedet gå en tur med din kone, grave i din have, og se at Danmark har fundet en vej, uden grænsebomme og mistænkeliggørelse af dem der er sidst ankommet hertil. Et Danmark som igen tør tale fællesskab og solidaritet. Jeg springer også dine kommentarer på TV2 over, dommedagsforhåbninger er ikke det samme som ekspertudtalelser.

Sunde fødevare - vejen frem

Jeg var til madmesse i Ridehuset forleden, en alle tiders messe og det var en fornøjelse at se så meget kreativitet, så meget enkel mad glæde. Det får mig til at tænke på at man føler sig sund, når man sætter tænderne i et æble. Det er sandt at et æble er sundere end så meget andet i den danske madpyramide, desværre er det ikke så sundt som man skulle tro. Et æble i dag, er oftest et produkt af gødning og pesticider, og sundhed og bæredygtighed er tvunget i baggrunden. Et usprøjtet æble er i dag at betragte som en gave, en luksus. Men i forbrugerens bevidsthed er et æble stadig bare et æble.

Når et rugbrød ikke er et rugbrød
Det kan være vanskeligt for forbrugeren gennemskue hvilket produkt der rent faktisk er det sundeste. I dag er et rugbrød ikke længere nødvendigvis et rugbrød, det ligner bare. Rugmelet er erstattet af hvedemel tilsat diverse farvestoffer. I junglen af mærkningsordninger, kvalitetsstempler og kunstigt tilsatte vitaminer, er der kun et sikkert svar: økologi. Mens videnskabsmændene diskuterer grænseværdier, genmodificerede afgrøder og langtidsvirkninger, har vi gudskelov økologien. Det er muligt at det økologiske æble er mindre eller en smule plettet, men det har ikke været udsat for sprøjtegift.

Det sundeste produkt
Hvem ville ikke foretrække det sundeste produkt, hvis de bare vidste hvilket det var og altså havde råd? For det er problemet ved økologiske fødevarer, de er alt for dyre. Et stort flertal af danskerne ville købe økologisk, hvis ikke det var for prisen. De er så dyre, at mange rynker på næsen og taler om cafe latte radikale. Sådan bliver det sunde valg, det kloge valg, til luksusvalget, og sådan går tusindvis af danskere glip af den gevinst der ligger i det sunde valg.
Mens den største hæmsko for den økologisk bevidste forbruger er økonomien, er markedet for økologiske madvarer i rivende udvikling. Mens det traditionelle landbrug jamrer, er stemningen anderledes positiv i økologiske kredse. Her ligger fremtiden for dansk landbrug.

Ny regering - ny vej for sundheden
Jeg vil gerne opfordre vores nye regering til i meget højere grad at lette vilkårene for både den økologiske producent og den økologiske forbruger.Vi er nødt til at prioritere anderledes, både som mennesker og som nation. Landbrugets nuværende produktionsmønster, er ikke bæredygtigt. Biodiversiteten er støt nedafgående, den dyrkbare jord skrumper ind år for år, og konsekvenserne for danmarks grundvand er, for at sige det mildt, ikke til at overskue. Prioriteringerne er konsekvent forkerte, miljøet lider overlast, og det er nødvendigt med en kursændring. 100 millioner kroner betalte Århus kommune til sit landbrug, for at afholde det fra at anvende sprøjtegift bestemte steder, og dermed øge truslen mod vores fælles vandforsyning. 40 % af EU’s budget går stadig til landbrugsstøtte, men billedet tegner sig stadig dystert for traditionelt dansk landbrug. Historisk har dansk landbrug altid været en stor bidragsyder til velfærdsstaten Danmark, og det er bestemt anerkendelsesværdigt. Men vilkårene i dag er anderledes, udgangspunktet er nyt, dansk landbrug i dets nuværende form er hverken bæredygtigt eller konkurrencedygtigt.

Kvalitet koster - gør sundhed?
Det har det ikke været længe, og det koster på kvalitet, sundhed, miljø. Kunne en massiv satsning på et økologisk samfund, medvirke til at holde liv i det skrantende landbrug, være til gavn for miljøet, og fremme folkesundheden? God og sund mad skal være for alle danskere. Vi skal væk fra sprøjtemidler og tilsætningsstoffer, tilbage til naturlig mad, vores fødevarers kvalitet er af enorm betydning for vores sundhed og livskvalitet. Økologi betaler sig og derfor glæder det mig, at den ny socialdemokratisk ledede regering vil sætte økologi højere på dagsordenen.

En ny tid

Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes de sidste uger har været lidt svære at skrive om. Danmark har fået nyt flertal, og Helle, Margrethe og Villy arbejder lige nu benhårdt på at lave et solidt regeringsgrundlag med respekt for hinanden, miljøet og den verden vi alle er en del af. Håbet er at omverdenen igen vil kunne se på Danmark uden undren over for vores fremmedfjendske grænsebomme.

Aarhus i benhårde besparelser - igen
Jeg hader nulvækst! For i Aarhus har vi måtte spare 220 millioner kroner igen. Fra en kasse som i forvejen er maksimalt presset, i en by fyldt med borgere som har rigtig svært ved at forstå og acceptere det. Det har faktisk været nogle uger som ikke har været særligt sjove, alt ses ligesom i et nedslående lys, bekymring for fremtiden er nok en passende beskrivelse.

Et frikvarter
Omvendt har jeg en weekend hjemme, en weekend sammen med min familie, i min have, hvor jeg har fået sovet ud, og haft tid til at tænke. Det har været godt.

Bekymringer er der stadig
Jeg er stadig bekymret og mærket af besparelserne, og stadig overrasket over at flertallet var så lille. Den lille forskel gør, at vi som socialdemokrater må lægge hovedet og hjerterne i blød. Vi må give hvad der rettelig tilhører SF, Ø og de Radikale, der er noget tilbage til os selv - ja så bør vi nok være glade. Så derude i Danmark - væbn jer med tålmod, solidariteten og fællesskabet kommer. Men det varer lidt, kig fremad, og tænk på at det ville være værre med 4 år mere med VKO.
Jeg vil forsøge selv at finde energien og tålmodigheden, for jeg tror på en fælles fremtid, hvor vi skaber et Danmark hvor der rent faktisk ER plads til alle.