Champions League
Ok - hvis jeg selv skal sige det, så bor jeg i en fantastisk by. Vi har som alle andre udfordringer, ting som vi skal blive bedre til og ting som vi ikke skulle have gjort. Men vi har rigtig mange ting hvor vi burde hæve vores hænder over hovedet og sige - hurra! Vi burde opføre os som om vi har vundet Champions League for gode byer at bo i.
Og Rosenhøj sagde ja
Når man sådan tilbringer sin weekend med at gennemlæse sin avis, og læser hvordan Rosenhøj har sagt ja til helhedsplanen i Viby Syd, glæder man sig. Her er igen tale om et aktivt tilvalg af Aarhus, et stort JA til en bedre by og et bedre liv. Her er der ikke tale om ligegyldighed eller afvisning, nej, her er der tale om et tilvalg af fællesskabet. Rosenhøj har nu en løfterig fremtid, en fremtid med vision og ambition. Anført af fantastiske ildsjæle forandrer bydelen sig, åbner sig og omfavner alle der er villige til at tage imod.
I love Gellerup
Senere et smut ind til midtbyen i Aarhus, mere præcist Klostertorv hvor et fælles initiativ har bragt Gellerup til alle os andre. Hvis Muhammed ikke kommer til Bjerget - må Bjerget komme til Muhammed. Så under titlen "I love Gellerup" havde en række nøglepersoner sammen med et stort hold af frivillige bragt viden og engagement til centrum. Der var en dejlig stemning under løvtræerne på Klostertorv. Særligt havde jeg en spændende samtale med 2 unge aktivister fra unge4unge, et projekt som er opsøgende og laver aktiviteter for de unge de møder. Der er tale om et logisk og enkelt 2-i-1 koncept, mens de rækker ud efter de mindre børn,tilbydes de større selv at være med i at lave aktiviteter, og på den måde kan de måske bryde ud af et ellers negativt livsmønster. Pernille som jeg mødte, læste arabisk på Aarhus universitet. En ung kvinde som var så levende og engageret, at jeg blev opløftet og fyldt med håb. Hun havde arbejdet som medhjælper i en daginstitution i Gellerup og havde oplevet en fars glæde da hun forsøgte, via Egyptiske feriegloser, at sige at hans datter havde haft en god dag. "At så lidt kan gøre så meget", som hun sagde. Det gjorde at hun idag læser arabisk med palæstinensisk dialekt så hun bedre kan arbejde for integration,og dermed en bedre verden for os allesammen. Jeg blev varm om hjertet, og glad for at Jyllandspostens klummer og læserbreve bliver inde i hovedavisen og ikke lever på gaderne i Aarhus.
Venner
Så er det også bare skønt at møde både helt nye og gamle venner på sådan en dag. Mennesker som gør en forskel, fordi de ikke kan lade være - tak for det...
Når sådan en dag lever på trods af regn og sommerkulde, gør det mig glad. For det er som når to store hold møder hinanden, de bedste spillere de bedste trænere, de bedste tilhængere - vi er alle vindere. Sådan er Aarhus, fra mit perspektiv, vi har så meget at bygge på. Der er så meget gejst og engagement rundt om i vores by, fra Harlev til Hasle, fra Rosenhøj til Risskov og fra Gellerup til centrum. Der er håb i Aarhus.
Og til lyden af Freddy Mercurys smukke værk "Barcelona" lægger jeg nu min blog ud til læsning og kommentarer...
søndag den 29. maj 2011
søndag den 22. maj 2011
Skam jer!
Jeg bor i et land hvor Amnesty International snart vil stå ved grænsen med et banner, proklamerende fraværet af en ægte retsstat. VKO-regeringen vil tilbyde 25.000 kroner i "belønning" til kommunerne for at "motivere" borgere til at forlade landet. De foreslår at borgere kan udvises uden rettergang, mens andre borgere kan få medhold i sager, hvis kommunen er mere end en uge om at behandle en ansøgning. Vi har lavet en terrorlovgivning hvor vi kan undersøge borgere og dømme dem, uden at disse får mulighed for at stå foran en dommer og forsvare sig. Vi har en regering som uden tøven beskriver vores samfund som et spørgsmål om dem og os. Vi lever i et land hvor vi bruger penge, TV-tid og spalteplads på 4 østeuropæiske hjemmerøvere samt en naiv, dyr og ineffektiv grænsekontrol. Samtidig fortier vores regering, at fattigdommen er stærkt stigende i vores land, at skellet mellem overskud og underskud hele tiden bliver større. Vi er et land som bruger så meget tid på at definere hvad der er dansk, hvad der er os, at vi er holdt op med med at tale om hvad der er ok. Lever vi op til de værdier VKO-regeringen hævder at forsvare? Vi benævner os selv som værende førende i statistikkerne. Samtidig behøver vi EU til at lave ordentlige love for brug af kemikalier i legetøj, salg af kvinder og øget fokus på vores fælles vandsresourcer. Alt det er ifølge VKO-regeringen, utidig indblanding. Undskyld, men hvem i alverden tror på atVKO-regeringen vil/kan forvalte det ansvar. Imens vi lader stå til og ser "Dagens Mand". Et kvalmende program som jeg snart, vil blive priviligeret nok til at skulle betale for...
For mig er det helt fint med dårligt TV og behovet for at definere sig selv. Men når man ikke længere i aviser og nyhedsprogrammer tager Public Service-ansvaret på sig, og oplyser de danske borgere om så gennemgribende lovændringer. Lovændringer som vi ellers med gysende forargelse tager afstand fra, i Libyen, Syrien, Kina, og hvor vi ellers ved, at verdens bananstater lever i bedste velgående. Men ihvertfald ikke herhjemme.
Vi har en regering som straffer istedet for at påskønne. Som taler områder ned, istedet for at tale dem op. Som ønsker "verdens bedste folkeskole" men som tager pengene til det, fra kommunerne Som tager efterlønnen, men giver skattelettelser for millioner til dem som har i forvejen Med et glimt i øjet, for det er trods alt dem selv, det er der ikke noget galt i, de får trods alt hjulene til at løbe rundt. Nej! Sådan er det ikke. Det er alle os andre som får det til at løbe rundt, for pokker. Alle dem som ikke kan finde et arbejde, de børn som nu er isolerede fordi der ikke er råd til en gave til børnefødselsdagen. Skam jer. Til medierne, både de trykte, de visuelle og de auditive, skam jer! Det nytter ikke at vi skal zappe hen på DR2 Udland og Indland, eller P1 eller hvor endnu kan finde oplysninger med substans. Det er ærligt talt dårlig journalistik! Skam jer.
Danmark, os, vi er ofre er et sørgeligt spil om stemmer: De som stemmer borgerligt har som udgangspunkt mange penge - derfor skattelettelser. Dem der stemmer på DF, jeg ved ikke hvorfor - men derfor grænsekontrol, forkortet dagpengeperiode, senior-førtidspension og en latterligt tom strafforøgelse for forbrydelsen hjemmerøveri. I den forbindelse, må vi ikke glemme at de syntes vi skal pudse jægersoldater på nogle pirater. Imens Danmark styrtbløder arbejdspladser, alle (undtagen de rigeste), må spænde livremmen ind, kraftigt. Imens den almindelige dansker oplever tilbagegang, krise, recession, eller hvad det nye hotte ord er; hvad byder DF sine vælgere? Såkaldt handlekraft og konsekvens, mens de rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere. Det er rigtigt at tomme tønder buldrer mest. Skam jer!
For mig er det helt fint med dårligt TV og behovet for at definere sig selv. Men når man ikke længere i aviser og nyhedsprogrammer tager Public Service-ansvaret på sig, og oplyser de danske borgere om så gennemgribende lovændringer. Lovændringer som vi ellers med gysende forargelse tager afstand fra, i Libyen, Syrien, Kina, og hvor vi ellers ved, at verdens bananstater lever i bedste velgående. Men ihvertfald ikke herhjemme.
Vi har en regering som straffer istedet for at påskønne. Som taler områder ned, istedet for at tale dem op. Som ønsker "verdens bedste folkeskole" men som tager pengene til det, fra kommunerne Som tager efterlønnen, men giver skattelettelser for millioner til dem som har i forvejen Med et glimt i øjet, for det er trods alt dem selv, det er der ikke noget galt i, de får trods alt hjulene til at løbe rundt. Nej! Sådan er det ikke. Det er alle os andre som får det til at løbe rundt, for pokker. Alle dem som ikke kan finde et arbejde, de børn som nu er isolerede fordi der ikke er råd til en gave til børnefødselsdagen. Skam jer. Til medierne, både de trykte, de visuelle og de auditive, skam jer! Det nytter ikke at vi skal zappe hen på DR2 Udland og Indland, eller P1 eller hvor endnu kan finde oplysninger med substans. Det er ærligt talt dårlig journalistik! Skam jer.
Danmark, os, vi er ofre er et sørgeligt spil om stemmer: De som stemmer borgerligt har som udgangspunkt mange penge - derfor skattelettelser. Dem der stemmer på DF, jeg ved ikke hvorfor - men derfor grænsekontrol, forkortet dagpengeperiode, senior-førtidspension og en latterligt tom strafforøgelse for forbrydelsen hjemmerøveri. I den forbindelse, må vi ikke glemme at de syntes vi skal pudse jægersoldater på nogle pirater. Imens Danmark styrtbløder arbejdspladser, alle (undtagen de rigeste), må spænde livremmen ind, kraftigt. Imens den almindelige dansker oplever tilbagegang, krise, recession, eller hvad det nye hotte ord er; hvad byder DF sine vælgere? Såkaldt handlekraft og konsekvens, mens de rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere. Det er rigtigt at tomme tønder buldrer mest. Skam jer!
søndag den 15. maj 2011
Mangfoldighed i Mejlgade
Ja til mangfoldighed
Lørdag var jeg til Mejlgade for Mangfoldighed, en bred løber af græs var bredt ud over vejen, som var afskærmet i begge ender. Et fantastisk arrangement, med en alsidighed og en gejst som var smittende. Baggrunden var racisme, vold og hærværk i Mejlgade. Cafe Oskar som er kommunisternes hus blev smadret, og min tidligere kollega i Aarhus Byråd Keld Hvalsøe og andre er blevet truet af suspekte højrefløjsrepræsentanter. http://www.aoa.dk/byliv/cafe-oskar
Snapshot mod brystkræft
Efter at have taget 11’eren, gået ned forbi Øst For Paradis og gyden ind til Mejlgade forvandledes vores verden. Fra en ordinær midtbygade med affald og graffiti, åbnede Mejlgade sig med fest og farver og alsidighed. Det første vi mødte var et lille lyserødt skur med kamera, hvor kvinder med billeder af deres egne bryster kunne støtte kampen mod brystkræft. Her til morgen ville jeg nok ønske at jeg havde været lidt mere modig, end jeg var i går. Men jeg må nok også sige, at da jeg gik forbi nogle timer senere, var opslagene af kvinder som turde, ikke helt så mangfoldige som virkelige kvinder er…
Digtoplæsning i hyggelig stemning
Flere kendte ansigter var at finde i vrimlen, og jeg blev gjort opmærksom på at der var digt oplæsning i Cafe Oskar klokken 14. Så efter jagten på noget mad, satte vi os nede i en sjov lille kælder, hvor vi venligt blev budt velkommen. Der var en virkelig rummelig stemning, der var digtere som var nybegyndere og andre der var rigtig gode. I det hele taget en stemning af fællesskab, her er det ok at prøve sit talent, sin lidenskab af. Jeg vil holde øje med den slags aftener. De fortalte at Løves bog og vinbar http://www.loeves.dk/aa-cafe.php også afholder poesiaftener.
Malurt i bægeret
En rigtig god ven af mig skrev til mig, at han var der sidste år, han mente at mangfoldigheden var meget kneben, for folk lignede alligevel hinanden. Jeg har tænkt over det. Og det er jo faktisk et centralt spørgsmål; Er mangfoldighed først til stede når der er alle af en slags? Hvornår ved vi så, at her, lige her, har vi alsidighed? Er det når vi har hele kortspillet? Når alle farver er til stede? Eller når muligheden blot er der? Tilbuddet lyder at du også er velkommen. Vi omgiver os med dem som er ligesom os selv. I stedet bør vi måske anstrenge os for at få en anden slags mennesker ind i vores liv? Selv om vi tænker om os selv, at vi ønsker mangfoldighed, og at det at være anderledes er en styrke – så prøv at gennemgå din omgangskreds? Hvordan ser den ud? Nej vel?
Opsummering
Så når min kammerat siger at han egentlig ikke synes der var så meget mangfoldighed i Mejlgade, mon det så i virkeligheden ikke er rigtigt? Hvad skal der til for at projektet lykkedes? Er vi derhenne, at vi må skabe rammerne og håbe at virkeligheden vil følge efter? Uanset hvad, så var det en voldsomt god fest de holdt i Mejlgade, tak for det!
Lørdag var jeg til Mejlgade for Mangfoldighed, en bred løber af græs var bredt ud over vejen, som var afskærmet i begge ender. Et fantastisk arrangement, med en alsidighed og en gejst som var smittende. Baggrunden var racisme, vold og hærværk i Mejlgade. Cafe Oskar som er kommunisternes hus blev smadret, og min tidligere kollega i Aarhus Byråd Keld Hvalsøe og andre er blevet truet af suspekte højrefløjsrepræsentanter. http://www.aoa.dk/byliv/cafe-oskar
Snapshot mod brystkræft
Efter at have taget 11’eren, gået ned forbi Øst For Paradis og gyden ind til Mejlgade forvandledes vores verden. Fra en ordinær midtbygade med affald og graffiti, åbnede Mejlgade sig med fest og farver og alsidighed. Det første vi mødte var et lille lyserødt skur med kamera, hvor kvinder med billeder af deres egne bryster kunne støtte kampen mod brystkræft. Her til morgen ville jeg nok ønske at jeg havde været lidt mere modig, end jeg var i går. Men jeg må nok også sige, at da jeg gik forbi nogle timer senere, var opslagene af kvinder som turde, ikke helt så mangfoldige som virkelige kvinder er…
Digtoplæsning i hyggelig stemning
Flere kendte ansigter var at finde i vrimlen, og jeg blev gjort opmærksom på at der var digt oplæsning i Cafe Oskar klokken 14. Så efter jagten på noget mad, satte vi os nede i en sjov lille kælder, hvor vi venligt blev budt velkommen. Der var en virkelig rummelig stemning, der var digtere som var nybegyndere og andre der var rigtig gode. I det hele taget en stemning af fællesskab, her er det ok at prøve sit talent, sin lidenskab af. Jeg vil holde øje med den slags aftener. De fortalte at Løves bog og vinbar http://www.loeves.dk/aa-cafe.php også afholder poesiaftener.
Malurt i bægeret
En rigtig god ven af mig skrev til mig, at han var der sidste år, han mente at mangfoldigheden var meget kneben, for folk lignede alligevel hinanden. Jeg har tænkt over det. Og det er jo faktisk et centralt spørgsmål; Er mangfoldighed først til stede når der er alle af en slags? Hvornår ved vi så, at her, lige her, har vi alsidighed? Er det når vi har hele kortspillet? Når alle farver er til stede? Eller når muligheden blot er der? Tilbuddet lyder at du også er velkommen. Vi omgiver os med dem som er ligesom os selv. I stedet bør vi måske anstrenge os for at få en anden slags mennesker ind i vores liv? Selv om vi tænker om os selv, at vi ønsker mangfoldighed, og at det at være anderledes er en styrke – så prøv at gennemgå din omgangskreds? Hvordan ser den ud? Nej vel?
Opsummering
Så når min kammerat siger at han egentlig ikke synes der var så meget mangfoldighed i Mejlgade, mon det så i virkeligheden ikke er rigtigt? Hvad skal der til for at projektet lykkedes? Er vi derhenne, at vi må skabe rammerne og håbe at virkeligheden vil følge efter? Uanset hvad, så var det en voldsomt god fest de holdt i Mejlgade, tak for det!
onsdag den 11. maj 2011
God kaffe og 2 grønne mænd
min morgen har været herlig, og skøn og af sådan en karakter at den sparkede dagen rigtig godt i gang. Kaffen var god (ved ikke helt hvorfor, men sommetider smager kaffen bare bedre, om det er temperaturen eller temperamentet vides ikke) avisen var ikke flosset og alle kattene kom ind og spiste morgenmad uden at hvæse af hinanden - og så var der 2 grønne mænd udenfor mit hus. I sindig ro slog de græsset, fyldte benzin på kantskæren samtidig med at den anden tog sin grønne Arla mælkekasse og rensede allén for små grene og småskud. Den grundighed og sindighed gjorde mig stolt og glad over Aarhus kommunes medarbejdere.
Og så småregnede det, og regntøjet er godt, og haven havde brug for det, altså regnen... Og så den lugt der kommer af ny regn, når det har været længe siden, den er skøn. Og syrenerne blomster og dufter. Og ved Vestergårdskolen på Ormslevvej stod skolepatruljen og sørgede for at skolevejen var sikker, de smilede og var i godt humør og sagde godmorgen - tak for det :-)
Og faren som lærte sin datter at kører på cykel til skole med cykelhjelm og ordentlig vigepligt. De andre medtrafikanter som smilede til mig, og gjorde at det var en skøn morgen allerede inden jeg kørte ind på Bøgeskovhøvejs fine nye asfalt og Aarhus kommunes præmietilbud af en skole for børn og unge med ADHD og Autisme. En skole som rummer nogle af landets dygtigste og mest engagerede medarbejdere og nogle af Danmarks skønneste og mest særegne elever.
Jo en skøn morgen, startede med god kaffe og 2 grønne mænd
Og så småregnede det, og regntøjet er godt, og haven havde brug for det, altså regnen... Og så den lugt der kommer af ny regn, når det har været længe siden, den er skøn. Og syrenerne blomster og dufter. Og ved Vestergårdskolen på Ormslevvej stod skolepatruljen og sørgede for at skolevejen var sikker, de smilede og var i godt humør og sagde godmorgen - tak for det :-)
Og faren som lærte sin datter at kører på cykel til skole med cykelhjelm og ordentlig vigepligt. De andre medtrafikanter som smilede til mig, og gjorde at det var en skøn morgen allerede inden jeg kørte ind på Bøgeskovhøvejs fine nye asfalt og Aarhus kommunes præmietilbud af en skole for børn og unge med ADHD og Autisme. En skole som rummer nogle af landets dygtigste og mest engagerede medarbejdere og nogle af Danmarks skønneste og mest særegne elever.
Jo en skøn morgen, startede med god kaffe og 2 grønne mænd
søndag den 8. maj 2011
Er det egentlig ok at slå?
Min mors dag
Min mors dag blev holdt på Kvindemuseet, hvor forstanderen Jette Sølvhøj for krisecentret og ligestillingsekspert Mia Nyhus holdt oplæg om vold mod kvinder. Det kan undre mig til stadighed at vold i alle dele af verden accepteres som udtryksform. Så når jeg stiller spørgsmålet om "det egentlig er ok at slå", så ligger det jo implicit at det er acceptabelt i Danmark. For vi lader 28.000 kvinder opleve fysik vold, og vi oplever at det er svært at gøre noget både som enkelt individ - som menneske og som samfund.
Uacceptabelt men tabu
For mig er al vold uacceptabel, og når jeg bruger tid i min blog på at skrive om vold mod kvinder, er det ikke fordi jeg finder det acceptabelt at yde vold mod mænd. Men det er partnervold som har min interesse i dette blog indlæg, og der er vold mod kvinder i langt overtal, eller man kunne vende det om og sige, at når der sker vold i hjemmet, er det langt langt ofte mændene som er udførende. For undersøgelser viser at når mænd oplever vold, så er det som oftest med en mandlig partner - eller i umotiveret enkelt stående episoder, og ikke som i partnervold, en udtryksform som er gennemgribende, omsiggribende og sker igen og igen. Kvinder beskriver selv, at selve voldshandlingen kan opleves forløsende fordi at der så vil være længere til næste gang, og at selve truslen om volden er mere intimiderende end selve voldshandlingen.
Der er penge i skidtet
En betragtning kunne også lægges økonomisk. Det koster samfundet ½ milliard i sundhedsudgifter alene i akutbehandlinger. Så kommer alle de direkte afledte omkostninger som krisecentre landet over, manglende lønindtægter og tabt arbejdsfortjeneste, de mere vanskelige som posttraumatisk stresssyndrom, depression, angst med efterfølgende manglende arbejdsevne og førtidspension, og for børnene koncentrationsvanskeligheder, tilknytningsvanskeligheder, angst, tilbagetrukkethed, manglende selvtillid og selvværd og der de konsekvenser som kommer af det - nemlig manglende evne til at studere, til at lære både bogligt og til at lærer at sætte grænser for sig selv og andre. Altså kunne man sige, at vold mod kvinder koster samfundet big time.
Hvorfor gør vi så ikke mere end vi gør?
En tese kunne være at vold er så stort et tabu at vi ikke kan forholde os til at det sker for vores næste. At vores ven, eller kollega vores søster eller måske endda vores svigerinde oplever vold i deres eget hjem. For hvem er vi når vi ikke har opdaget det? Eller vi har lukket øjnene? Det kunne også være at det ligger så implicit i vores opfattelse af vores kønsmønstre, at det maskuline har taget så meget overtag at det er blevet acceptabelt at slå på tæven. At vi har svært ved at se helten i actionfilmen gør noget forkert – for han er jo helten? At rigtige drenge slås da, også for at beskytte pigerne. Det er kan ske for enhver at blive presset i en situation at man må forsvare sig? Så prøv at tænk over det, hvad gør du ved din søn? Ved de du kender?
Håbet – og vejen frem
Så hvad gør vi så? En af deltagerne på Kvindemuseet sagde at det handler respekt for hinanden, og at vi er forskellige og vi skal behandles forskelligt. Så vi må lære vores børn om egne og andres grænser. Vi må forsøge selv at lytte ind til andres grænser – og så må vi aldrig gå forbi. Vi må stoppe op og handle. Vi må se det som sker også af det onde. Og så må jeg som politikker vælge altid at stå på dens svages side. Og ikke accepterer vold som udtryksform, hverken i hjemmet eller i det offentlige rum. Vi vil ikke have et samfund hvor det er ok at vold er en udtryksform.
Min mors dag blev holdt på Kvindemuseet, hvor forstanderen Jette Sølvhøj for krisecentret og ligestillingsekspert Mia Nyhus holdt oplæg om vold mod kvinder. Det kan undre mig til stadighed at vold i alle dele af verden accepteres som udtryksform. Så når jeg stiller spørgsmålet om "det egentlig er ok at slå", så ligger det jo implicit at det er acceptabelt i Danmark. For vi lader 28.000 kvinder opleve fysik vold, og vi oplever at det er svært at gøre noget både som enkelt individ - som menneske og som samfund.
Uacceptabelt men tabu
For mig er al vold uacceptabel, og når jeg bruger tid i min blog på at skrive om vold mod kvinder, er det ikke fordi jeg finder det acceptabelt at yde vold mod mænd. Men det er partnervold som har min interesse i dette blog indlæg, og der er vold mod kvinder i langt overtal, eller man kunne vende det om og sige, at når der sker vold i hjemmet, er det langt langt ofte mændene som er udførende. For undersøgelser viser at når mænd oplever vold, så er det som oftest med en mandlig partner - eller i umotiveret enkelt stående episoder, og ikke som i partnervold, en udtryksform som er gennemgribende, omsiggribende og sker igen og igen. Kvinder beskriver selv, at selve voldshandlingen kan opleves forløsende fordi at der så vil være længere til næste gang, og at selve truslen om volden er mere intimiderende end selve voldshandlingen.
Der er penge i skidtet
En betragtning kunne også lægges økonomisk. Det koster samfundet ½ milliard i sundhedsudgifter alene i akutbehandlinger. Så kommer alle de direkte afledte omkostninger som krisecentre landet over, manglende lønindtægter og tabt arbejdsfortjeneste, de mere vanskelige som posttraumatisk stresssyndrom, depression, angst med efterfølgende manglende arbejdsevne og førtidspension, og for børnene koncentrationsvanskeligheder, tilknytningsvanskeligheder, angst, tilbagetrukkethed, manglende selvtillid og selvværd og der de konsekvenser som kommer af det - nemlig manglende evne til at studere, til at lære både bogligt og til at lærer at sætte grænser for sig selv og andre. Altså kunne man sige, at vold mod kvinder koster samfundet big time.
Hvorfor gør vi så ikke mere end vi gør?
En tese kunne være at vold er så stort et tabu at vi ikke kan forholde os til at det sker for vores næste. At vores ven, eller kollega vores søster eller måske endda vores svigerinde oplever vold i deres eget hjem. For hvem er vi når vi ikke har opdaget det? Eller vi har lukket øjnene? Det kunne også være at det ligger så implicit i vores opfattelse af vores kønsmønstre, at det maskuline har taget så meget overtag at det er blevet acceptabelt at slå på tæven. At vi har svært ved at se helten i actionfilmen gør noget forkert – for han er jo helten? At rigtige drenge slås da, også for at beskytte pigerne. Det er kan ske for enhver at blive presset i en situation at man må forsvare sig? Så prøv at tænk over det, hvad gør du ved din søn? Ved de du kender?
Håbet – og vejen frem
Så hvad gør vi så? En af deltagerne på Kvindemuseet sagde at det handler respekt for hinanden, og at vi er forskellige og vi skal behandles forskelligt. Så vi må lære vores børn om egne og andres grænser. Vi må forsøge selv at lytte ind til andres grænser – og så må vi aldrig gå forbi. Vi må stoppe op og handle. Vi må se det som sker også af det onde. Og så må jeg som politikker vælge altid at stå på dens svages side. Og ikke accepterer vold som udtryksform, hverken i hjemmet eller i det offentlige rum. Vi vil ikke have et samfund hvor det er ok at vold er en udtryksform.
Abonner på:
Opslag (Atom)
