Folkeånden 2010 - folkeånden 2015?

Jeg ser tilbage på året der gik, og jeg bliver grebet af trang, trang til at nævne alle de politiske vildskud som denne meget konservative og bundortudokse regering har lavet. Jeg ser tilbage og ser en regering som reelt er ledet af DF, inspireret af grundtankerne om et forever Morten Koch-nevermind-land. Ideen om et liberalt styret land, hvor det som kan betale sig, skal kunne lade sig gøre, reelt er ikke-eksisterende. Der var tendenser under Anders Fogh, men under Lille Lars, har der intet været tilbage. Kun restriktioner, begrænsninger, trusler og frygt.

Egentlig burde jeg vel skrive om hvad jeg ønsker, hvad vi har at tilbyde med en ny regering og en ny måde. Og det gør jeg sådan set også, for man må se tingene i perspektiv. Virkeligheden bliver til i spændingsfeltet mellem det der er, og det man ønsker skal være. Det virkelige bliver kun virkeligt sat op mod noget andet. Derfor må jeg referere til det som ER blevet besluttet.

Der er billeder i mit hovede der opsummerer 2010 på godt og ondt:

Jeg husker de håbefulde indvandrere der måtte gå til deres statsborgerprøve på Fredensvangs tilskuerpladser fordi vi ikke kunne finde plads til dem andetsteds.

Jeg husker de venlige kommunale arbejdere der skrabede min ældre genbos fortorv, selv om det strengt taget ikke var deres opgave.

Jeg husker de små unger, der kommer forbi engang imellem, for at høre om min kat må komme ud og lege.

Hvordan medierne var tavse da regeringen vedtog fuld bruger betaling for barnløshed og et utal af familier fra nu af kommer til at leve i økonomisk usikkerhed fremfor at give Danmark flere skatteborger og dem selv familieforøgelse.

Jeg husker hvordan Dansk Folkeparti krøb tilbage fra børnechecken, da de fandt ud af hvor mange "ordentlige danske" familier blev ramt af at miste penge fra nummer 3 barn. Nu sørger regeringen for at det kun er etniske familier som bliver ramt.

Jeg husker det utal af mennesker som jeg har mødt, som ønsker en ny regering, når jeg har ringet på deres dør eller stået på gaden.

Det handler om etik og moral, måden man ønsker et samfund skal være på.

Tænk dig om - hvordan synes du at folkeånden er blevet de sidste 10 år? Vi har plads og brug for hinanden. Vi har rum og hjertevarme. Skulle man ikke bedømme sit lands herskere på hvordan det opleves at være i Danmark? Chill faktoren af at være dansker?

I Aarhus synes jeg faktisk at vi har klaret det godt, trods de udfordringer vi har. Det er min tydelige oplevelse at aarhusianerne holder af deres by, trods de uenigheder der måtte være. Vi har fået vedtaget et stort fælles tiltag om Gellerup, et ambitiøst tiltag, der gerne skulle give området en ny start. Vi ligger lunt i svinget med erhvervsvirksomheder, vi skal have endnu en fantastisk ny folkeskole. Samtidig formår aarhusianerne at få flere nye skønne samfundsborgere ind i vores by. Så forestil dig 5 år fra nu - en ny og ærlig regering, som rent faktisk svarer på de spørgsmål der bliver stillet. Som ikke bare tænker på deres ministertaburet, men på dig som borger. En regering som har plads til, og brug for alle, også de borgere som er nyankomne.

Dårlig smag - eller ren zen?

ok - jeg er kendt for det man kan kalde dårlig smag, særligt inden for film og musik. Jeg holder så forfærdelig meget af en god gang splatter eller en klassisk Van Damme film. Jeg er begejstret for Bloodsport, og har jeg haft en møgdag sætter jeg GI Jane på. Jeg er vild med måden Demi Moore barberer sit hår af, og ville ønske at jeg også kunne tage armstrækninger på en stol. Jeg har sågar trænet med mine karateunger, der hvor Demi ruller rundt i vandet - det ser så hårdt og cool og fedt ud. Og det KAN lade sig gøre. Jeg er vild med hård aktion, hvor hjernen slår fra og jeg drømmer mig til en nedmejning af zombier ned som Milla Jovovich i Resident Evil, og jeg kunne påstå at det er zen.

Når virkeligheden holder op og tiden bliver til nuet. Man tænker ikke - man er. Der var en 90'er klassiker som hed noget i retning af "Zen - kunsten at reparere en motorcykel". At være i nuet er uhyre vanskeligt. At være der hvor man er og ikke et andet sted, er ret vanskeligt. Prøv at tænke på din sidste samtale med en skattet ven, eller bare en telefonsamtale. Var du der? Hele tiden? Hvordan med dit tøjvask eller rengøring. I stedet for at tænke på hvad du hellere ville, eller om det ikke snart var slut, så ville en zen tilgang være blot at være der. Gøre det som du skulle - der.

Jeg prøver hver dag. Hver dag forsøger jeg at forstå lyden af klappet af en hånd. Jeg forsøger at lægge dårlige tanker fra mig og være nærværende for min verden, min kæreste, mine venner og ikke mindst mig selv. Det lykkes og dog ikke hver gang. Men det er perfekte er uinteressant, det er vejen dertil som rummer udviklingen.

Og så er det jeg må vende tilbage til dårlig aktion. For her lykkes jeg, dårlig amerikansk aktion har det der med at efterlade seeren i en tidslomme, hvor det bare er dig og Wesley Snipes. Vi var der i boksearenaen og vi var til.
Jeg tror at andre oplever dette med andre film og særligt musik. For mig ligger lyden af klappet af en hånd (desværre?) i en rigtig rigtig dårlig filmsmag.
Herligt tænker jeg, for jeg har stor mulighed for zen i denne jul...

Og så har jeg et fortov, med stivnet sne, og is, som ikke er blevet ryddet men er blevet trampet på - og jeg er ved at tage mig sammen - som de 1000 mai geri som min sensei gav mig til fejring af mit gule bælte for snart hundrede år siden.
Så nu drikker jeg min kaffe - og tømmer koppen før jeg kan fylde den.
god sneskrabning, god jul, god aktion og god zen.

Husk at det ikke er det perfekte som er interesant men vejen derhen

Er julen nu hjerternes fest?

Så kom skolernes juleferie, og alle børnene rundt om i Danmark glæder sig til jul. Til gaverne og juletræet som tændes så smukt når maden er spist. Vi danser og synger og glædes. For de som har, til dem skal mere gives, og de der ikke har - de skal intet have.
Alt alt for mange må se langt efter deres ønskegaver, for Danmark er blevet et fattigt land, som kun har råd til at give de rige skattelettelser og lade nye borgere i vores land føle sig ved siden af og ubrugelige.

Jeg holder så meget af julen, lysene både i mine mange lysestager og lyset i mit skønne æbletræ. Her sidder solsorterne og mæsker sig med de sidste gærede søde røde æbler, og mejserne render fortravlet op og ned ad stammen for at finde smådyr der gemmer sig i barken. De små skovspurve venter i min tornehæk på at jeg lister ud i morgenmørket og fylder fuglebrættet med korn. Alle hilser pænt på hinanden og smiler med røde æblekinder når bussen er lidt forsinket. Alt bliver lidt gladere og lidt mere tålmodigt her op mod jul. For os som har.

Jeg kigger i butikker, og på nettet for at vælge hvad mine kære skal have. Jeg har allerede valgt en smuk ballerina-tyl-kjole ala Ariel til min elskede niece. Jeg tænker mig om, og vælger. Vi har købt marcipan og øko-mandler, Valrona-chokolade og skønt mel. Det skal jeg i køkkenet med, nu jeg har ferie. For jeg har nemlig. Et godt og givende job. Jeg har en uddannelse og frihed og ansvar i begge mine jobs. Jeg bliver anerkendt af mine venner, af mit arbejde, af min kæreste og kollegaerne i byrådet. Med uddannelse og godt arbejde kommer jeg til at leve i lang tid og med en rask hverdag. For jeg har nemlig.

Jeg bor i et godt kvarter, med gode naboer som kigger efter mit hus når jeg ikke er hjemme. Vi tænker på hinanden og lade vores børn og katte lege sammen. Vi holder vejfester og hilser venligt på hinanden. Vi låner en kop sukker og tager lidt mere af hækken vi egentlig skulle gøre når vi klipper den. Vi har en af Århus' bedste skoler og næsten intet socialboligbyggeri der hvor jeg bor. Jeg har adgang til bus og kan låne en bil af venner når der er behov for det.
Vi har.

Jeg lever i en hverdag, hvor det egentlig er ret nemt at tænke og gøre det rigtige. Så måske har Jens Kaiser fra JP alligevel lidt ret når han sarkastisk fortæller mig at jeg skal pudse mine ideologiske briller (med økoleverpostej) for det er så nemt at tænke det rigtige, når så mange borgere i Århus ikke har, og lever steder som ikke er som i mit kvarter. Jeg brænder inderligt efter en forandring, jeg vil en ny verden hvor det ikke kun er sådan nogen som mig, som har, der skal have mere.
Men at alle skal have. Sådan et nyt år skal det være. Sådan noget ønsker jeg mig til jul. Det er mit ønske og mit drive.

Så lad da komme valg

Taxamandens søster
Sådan en taxatur med en indigneret chaufør kan nu få mig noget op ad stolen. Tænk at helt ned i det sydfynske øhavs taxaer har folkemængden rejst sig - lad der da komme valg.
At blive mødt af almindelige danskere, med almindelige behov, som oplever politikernes beslutninger på Christiansborg uvedkommende og forkerte. Når den ene chauffør fortælle om hans søster som ikke kan få tilkendt pension trods det at hun har en svulst så stor og så farlig at de ikke tør fjerne den. Hun er blevet undersøgt og arbejdsprøvet,- og fundet for let. For som taxachauføren sagde; lægen mente at hun kunne sidde ved et transportbånd og kigge på det dagen lang. Men hvor er den arbejdsplads spurgte han? Ingen steder. Hun vil altså kunne udføre ét job, og det job findes ikke længere i Danmark. Hun har arbejdet siden hun blev udlært som bager og nu er hun på socialhjælp, og kan end ikke klare en elregning. Hun har ikke dyre forbrugslån fra en tur til Thailand, hun har ikke været ufornuftigt og "klattet" pengene væk. Hun har gjort sin pligt og forsøger nu at få sin ret.

Fattighjælp og uselvstændighed
At blive man tilkendt en pension, så er man afhængig af samleverens indkomst, og vil beregnet herefter. Konsekvensen kunne være at få en ydelse på omkring de 5000 kr. For det man skal leve for resten af sit liv. Tror denne regering at mennesker på pension lopper den? Tror de at familier spekulerer i en pension? Det er jo helt hen i hegnet. Al ordentlighed er stoppet. Vi er nu tilbage før krigen hvor man var afhængig af fattighjælp og andre menneskers håndsrækning. Er det det som et liberalt styre har lavet? Hvordan kan folk i Danmark med bare lidt sund fornuft tro på hvad Pia Kjærsgaard og DF har sagt om at passe på den lille og trængende mand? Denne regering har ikke kun udsultet den offentlige sektor og smadret vores fantastiske prisværdige sundhedssystem, de har også bevidst og meget møjsommeligt skabt en seriøs fattigdomsgruppe i Danmark.

Forskel på folk
Så når en medarbejder på mit job sagde, at vi har fået et mini USA så har hun vel ikke uret? Vi har nu to grupper af mennesker i Danmark. De som har arbejde og løn og kan betale regningerne og sundhedsforsikringerne og de som ikke har arbejde og som er blevet afhængig af almisser.

En ny tid
Men nu må det holde op. Vi må have en ny tid. En tid med plads og brug for alle. Vi vil en verden hvor selv de som har brug for lidt ekstra hjælp er værdsatte og en del af vores samfund.
Jeg må tro på at et valg vil medføre forandring. Skaber en mulighed for at gøre noget andet.

DSB, kvalitet og service? - eller mangel på samme

Godt så! Det stod i kærlighedens tegn, alt var på bedste Egon Olsen stil timet og tilrettelagt. Huset lukket, varmen skruet ned, kattene inde og fodret det samme gælder fuglene. Vi nåede banegårdspladsen og Barraso, og midttrafik kørte. Alt gik. Turen til Falsled kro som jeg har glædet mig så meget til var startet. Jeg har endda pakket to forskellige kjoler for det tilfældes skyld at jeg ikke kan bestemme mig i aften. Den ene af fed lækker sort silke, og den anden en rap 60'er sag i lyselilla uld. Og hvad sker der - vi kan nå et tog før... hurra - så der er god tid til at finde den rigtige bus i Odense.
Jeg er altså stadig for offentlig transport. Vi kan faktisk godt hjemme hos os lide bussen, og toget. Men lige nu - her 2 timer efter vi skulle have været i Odense men kun er nået til Fredericia, er jeg træt at DSB, men ikke af toget.
Hvorfor hænger DSB og service/kvalitet ikke sammen?
Ser du - vi nåede til midt mellem Århus Skanderborg, eller rettere vi nåede faktisk ikke rigtig ud af Århus banegård før der var noget galt med computeren. Det betød, at det tog 3 kvarter for at nå til Skanderborg. Informationen var sparsom, men endelig fik vi beskeden om at toget ikke kunne komme videre - så vi måtte skifte i Skanderborg - i mens informationen skrattede ud af højtalerne så jeg det tog vi oprindelige havde planlagt at skulle kører med, stoppe og kører igen udenfor vinduet i Skanderborg - Halloooo der? hvad sker der? Toget kunne så ikke åbne dørene fik jeg af vide, så vi kunne alligevel ikke have nået toget. Ok, men de sender os et nyt, sagde den indtil videre flinke togbetjent. Det gjorde DSB også - men det kørte til Skanderborg station - og fra Skanderborg station klokken 13.30 (vi kørte fra Århus 12.00) uden at åbne dørene. Jo men der kommer et regional tog var der en som sagde... herfra blev informationerne utroligt vage og nærmeste til det fornærmende ikke eksisterende. Det kom, og var fyldt, og så kom der et lyn tog, som var fyldt, og så blev jeg vred. Den der kupe med 1. klasse spurgte jeg, den står tom. Ja, men jeg kan ikke tage beslutning om, om du må sidde der sagde den unge kvinde med store flakkende øjne, ok, men vil du så være sød at finde en som kan. Hvilket hun gjorde, og sagde at det måtte jeg ikke, jeg skulle først finde ud af om der var flere tomme almindelige pladser - hvilket vi så travede hele vejen gennem toget for at finde ud af at der så ikke var.
Så tog fanden en hvis i mig.. og nu sidder vi på 1. klasse i en DSB kupe på vej mod Odense og på vej mod Fåborg og videre til Falsled kro, som Ulrik og jeg har glædet os til. Jeg ved ikke helt om det bliver den lilla eller den sorte.. mit humør er ved at komme tilbage.
Men hvorfor er det så svært at smile til os, og sige at det prøver vi at løse sammen? Sæt jer nu bare på første, så tjekker jeg lige om der er andre pladser - eller bliver i bare siddende? Hvorfor bliver jeg ikke regnet som en gæst og en kunder og en som faktisk har valgt denne her offentlige transport? Hvorfor kan pris og kvalitet og service ikke hænge lidt sammen?
Nå pyt - vinter-Danmark drøner forbi og om 7 min, om DSB det vil, er vi i Odense