Hvordan man når alles tanker og ideer

Vi skal spare i Århus kommune - mange penge. Rigtig mange penge. 362 millioner kroner bare på servicen til borgerne. Vi skal spare på pædagogerne, på de mennesker som sørger for at vi betaler det vi skal, og får de penge vi skal. Vi skal spare på eksperterne som hjælper med at træffe gode valg, og på de grønne medarbejdere som holder byens gader og veje pæne.

Mærkbart
Vi kommer til at mærke det. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, uden at vi vil kunne mærke det. Fra torsdag til fredag fra tidligt om morgen, til tidligt næste morgen var jeg med til forhandlingerne om hvordan rammerne skulle sættes. Mandag var jeg til ledelsesmøde på min skole, og så hvordan budgettallene var udmøntet på min egen skole. Benhård virkelighed.

Processen
Jeg er optaget af processen. Når jeg tænker tilbage på politik, synes jeg at der alt for ofte, har været alt for lidt fokus på processen. Vi beslutter og bestemmer,- men hvordan bliver det modtaget? Og forstået?

Så hvordan nu?
Så mit spørgsmål bliver - hvordan får vi som politikere, borgernes ideer på banen? Flere siger at det hele kan spares på administrationen. Andre, at det ikke bliver til så mange millioner som vi først troede - men hvad tænker du? Når rammen er sat, er det vilkårene. Hvordan gør vi det så? Hvad skal der til, for at du kommer med dit bud? Vi behøver det- så vi kan træffe ordentlige beslutninger. Inden for rammen, men stadig med fodfæste i virkeligheden.

hvorfor dog ikke blot sige at det er hudfarven?

Morgenen startede med at kæresten sagde, at man ikke længere skal kunne blive familiesammenført hvis man bor i en ghetto.
Man kan altså ikke blive familiesammenført, hvis man ikke har arbejde i min. ½ delen af året, man skal betale penge for en danskprøve, for at blive familiesammenført, man skal have været her i 9 år ikke været på overførselsindkomst. Kun 2 børn, ellers ingen børnepenge fra det 3 barn...
Man må altså ikke have været syg, brækket et ben eller have haft brug for anden offentlig støtte. VKOs seneste salut, er altså ikke bare, at vi i Danmark kun ønsker dem som "bidrager positivt" til samfundet, og nu må man altså heller ikke bo i ghettoen.
Jeg spørger bare, hvorfor siger de ikke bare at der er farver på mennesker de kan lide og farver de ikke kan? Jeg bliver så vred. Er det ok? Er det niveauet i dansk politik? At et parti gang efter gang går bevidst efter en bestemt gruppe - peger dem ud, det er deres skyld dem der?
Jeg har lige været i Kvindehuset i Viby, et skønt sted, hvor man ikke ser på alder eller job, eller hvilken farve eller hvilken del af Århus man kommer fra. Det er stedet hvor man henter kaffe til naboen og sin næste. Her tør man debattere det som er svært. Som børneopdragelse, tro og politik. Her fortæller kvinderne om århusianske daginstitutioner, som har vanskeligt ved at forstå en flerkulturel familie, og hvordan kvinder tænker om at være en del af et flerkulturelt miljø. Både at være århusiander og iraner, palæstinenser, somalier, islænding. Hvor er vores skam i livet?
At sige at man ikke kan blive familiesammenført hvis man bor i en gettho? Hvilken en af dem? Gellerup? Skådebakker?
Skam jer - det er Næsten I taler om.