fredag den 31. december 2010

Folkeånden 2010 - folkeånden 2015?

Jeg ser tilbage på året der gik, og jeg bliver grebet af trang, trang til at nævne alle de politiske vildskud som denne meget konservative og bundortudokse regering har lavet. Jeg ser tilbage og ser en regering som reelt er ledet af DF, inspireret af grundtankerne om et forever Morten Koch-nevermind-land. Ideen om et liberalt styret land, hvor det som kan betale sig, skal kunne lade sig gøre, reelt er ikke-eksisterende. Der var tendenser under Anders Fogh, men under Lille Lars, har der intet været tilbage. Kun restriktioner, begrænsninger, trusler og frygt.

Egentlig burde jeg vel skrive om hvad jeg ønsker, hvad vi har at tilbyde med en ny regering og en ny måde. Og det gør jeg sådan set også, for man må se tingene i perspektiv. Virkeligheden bliver til i spændingsfeltet mellem det der er, og det man ønsker skal være. Det virkelige bliver kun virkeligt sat op mod noget andet. Derfor må jeg referere til det som ER blevet besluttet.

Der er billeder i mit hovede der opsummerer 2010 på godt og ondt:

Jeg husker de håbefulde indvandrere der måtte gå til deres statsborgerprøve på Fredensvangs tilskuerpladser fordi vi ikke kunne finde plads til dem andetsteds.

Jeg husker de venlige kommunale arbejdere der skrabede min ældre genbos fortorv, selv om det strengt taget ikke var deres opgave.

Jeg husker de små unger, der kommer forbi engang imellem, for at høre om min kat må komme ud og lege.

Hvordan medierne var tavse da regeringen vedtog fuld bruger betaling for barnløshed og et utal af familier fra nu af kommer til at leve i økonomisk usikkerhed fremfor at give Danmark flere skatteborger og dem selv familieforøgelse.

Jeg husker hvordan Dansk Folkeparti krøb tilbage fra børnechecken, da de fandt ud af hvor mange "ordentlige danske" familier blev ramt af at miste penge fra nummer 3 barn. Nu sørger regeringen for at det kun er etniske familier som bliver ramt.

Jeg husker det utal af mennesker som jeg har mødt, som ønsker en ny regering, når jeg har ringet på deres dør eller stået på gaden.

Det handler om etik og moral, måden man ønsker et samfund skal være på.

Tænk dig om - hvordan synes du at folkeånden er blevet de sidste 10 år? Vi har plads og brug for hinanden. Vi har rum og hjertevarme. Skulle man ikke bedømme sit lands herskere på hvordan det opleves at være i Danmark? Chill faktoren af at være dansker?

I Aarhus synes jeg faktisk at vi har klaret det godt, trods de udfordringer vi har. Det er min tydelige oplevelse at aarhusianerne holder af deres by, trods de uenigheder der måtte være. Vi har fået vedtaget et stort fælles tiltag om Gellerup, et ambitiøst tiltag, der gerne skulle give området en ny start. Vi ligger lunt i svinget med erhvervsvirksomheder, vi skal have endnu en fantastisk ny folkeskole. Samtidig formår aarhusianerne at få flere nye skønne samfundsborgere ind i vores by. Så forestil dig 5 år fra nu - en ny og ærlig regering, som rent faktisk svarer på de spørgsmål der bliver stillet. Som ikke bare tænker på deres ministertaburet, men på dig som borger. En regering som har plads til, og brug for alle, også de borgere som er nyankomne.

mandag den 20. december 2010

Dårlig smag - eller ren zen?

ok - jeg er kendt for det man kan kalde dårlig smag, særligt inden for film og musik. Jeg holder så forfærdelig meget af en god gang splatter eller en klassisk Van Damme film. Jeg er begejstret for Bloodsport, og har jeg haft en møgdag sætter jeg GI Jane på. Jeg er vild med måden Demi Moore barberer sit hår af, og ville ønske at jeg også kunne tage armstrækninger på en stol. Jeg har sågar trænet med mine karateunger, der hvor Demi ruller rundt i vandet - det ser så hårdt og cool og fedt ud. Og det KAN lade sig gøre. Jeg er vild med hård aktion, hvor hjernen slår fra og jeg drømmer mig til en nedmejning af zombier ned som Milla Jovovich i Resident Evil, og jeg kunne påstå at det er zen.

Når virkeligheden holder op og tiden bliver til nuet. Man tænker ikke - man er. Der var en 90'er klassiker som hed noget i retning af "Zen - kunsten at reparere en motorcykel". At være i nuet er uhyre vanskeligt. At være der hvor man er og ikke et andet sted, er ret vanskeligt. Prøv at tænke på din sidste samtale med en skattet ven, eller bare en telefonsamtale. Var du der? Hele tiden? Hvordan med dit tøjvask eller rengøring. I stedet for at tænke på hvad du hellere ville, eller om det ikke snart var slut, så ville en zen tilgang være blot at være der. Gøre det som du skulle - der.

Jeg prøver hver dag. Hver dag forsøger jeg at forstå lyden af klappet af en hånd. Jeg forsøger at lægge dårlige tanker fra mig og være nærværende for min verden, min kæreste, mine venner og ikke mindst mig selv. Det lykkes og dog ikke hver gang. Men det er perfekte er uinteressant, det er vejen dertil som rummer udviklingen.

Og så er det jeg må vende tilbage til dårlig aktion. For her lykkes jeg, dårlig amerikansk aktion har det der med at efterlade seeren i en tidslomme, hvor det bare er dig og Wesley Snipes. Vi var der i boksearenaen og vi var til.
Jeg tror at andre oplever dette med andre film og særligt musik. For mig ligger lyden af klappet af en hånd (desværre?) i en rigtig rigtig dårlig filmsmag.
Herligt tænker jeg, for jeg har stor mulighed for zen i denne jul...

Og så har jeg et fortov, med stivnet sne, og is, som ikke er blevet ryddet men er blevet trampet på - og jeg er ved at tage mig sammen - som de 1000 mai geri som min sensei gav mig til fejring af mit gule bælte for snart hundrede år siden.
Så nu drikker jeg min kaffe - og tømmer koppen før jeg kan fylde den.
god sneskrabning, god jul, god aktion og god zen.

Husk at det ikke er det perfekte som er interesant men vejen derhen

lørdag den 18. december 2010

Er julen nu hjerternes fest?

Så kom skolernes juleferie, og alle børnene rundt om i Danmark glæder sig til jul. Til gaverne og juletræet som tændes så smukt når maden er spist. Vi danser og synger og glædes. For de som har, til dem skal mere gives, og de der ikke har - de skal intet have.
Alt alt for mange må se langt efter deres ønskegaver, for Danmark er blevet et fattigt land, som kun har råd til at give de rige skattelettelser og lade nye borgere i vores land føle sig ved siden af og ubrugelige.

Jeg holder så meget af julen, lysene både i mine mange lysestager og lyset i mit skønne æbletræ. Her sidder solsorterne og mæsker sig med de sidste gærede søde røde æbler, og mejserne render fortravlet op og ned ad stammen for at finde smådyr der gemmer sig i barken. De små skovspurve venter i min tornehæk på at jeg lister ud i morgenmørket og fylder fuglebrættet med korn. Alle hilser pænt på hinanden og smiler med røde æblekinder når bussen er lidt forsinket. Alt bliver lidt gladere og lidt mere tålmodigt her op mod jul. For os som har.

Jeg kigger i butikker, og på nettet for at vælge hvad mine kære skal have. Jeg har allerede valgt en smuk ballerina-tyl-kjole ala Ariel til min elskede niece. Jeg tænker mig om, og vælger. Vi har købt marcipan og øko-mandler, Valrona-chokolade og skønt mel. Det skal jeg i køkkenet med, nu jeg har ferie. For jeg har nemlig. Et godt og givende job. Jeg har en uddannelse og frihed og ansvar i begge mine jobs. Jeg bliver anerkendt af mine venner, af mit arbejde, af min kæreste og kollegaerne i byrådet. Med uddannelse og godt arbejde kommer jeg til at leve i lang tid og med en rask hverdag. For jeg har nemlig.

Jeg bor i et godt kvarter, med gode naboer som kigger efter mit hus når jeg ikke er hjemme. Vi tænker på hinanden og lade vores børn og katte lege sammen. Vi holder vejfester og hilser venligt på hinanden. Vi låner en kop sukker og tager lidt mere af hækken vi egentlig skulle gøre når vi klipper den. Vi har en af Århus' bedste skoler og næsten intet socialboligbyggeri der hvor jeg bor. Jeg har adgang til bus og kan låne en bil af venner når der er behov for det.
Vi har.

Jeg lever i en hverdag, hvor det egentlig er ret nemt at tænke og gøre det rigtige. Så måske har Jens Kaiser fra JP alligevel lidt ret når han sarkastisk fortæller mig at jeg skal pudse mine ideologiske briller (med økoleverpostej) for det er så nemt at tænke det rigtige, når så mange borgere i Århus ikke har, og lever steder som ikke er som i mit kvarter. Jeg brænder inderligt efter en forandring, jeg vil en ny verden hvor det ikke kun er sådan nogen som mig, som har, der skal have mere.
Men at alle skal have. Sådan et nyt år skal det være. Sådan noget ønsker jeg mig til jul. Det er mit ønske og mit drive.

søndag den 5. december 2010

Så lad da komme valg

Taxamandens søster
Sådan en taxatur med en indigneret chaufør kan nu få mig noget op ad stolen. Tænk at helt ned i det sydfynske øhavs taxaer har folkemængden rejst sig - lad der da komme valg.
At blive mødt af almindelige danskere, med almindelige behov, som oplever politikernes beslutninger på Christiansborg uvedkommende og forkerte. Når den ene chauffør fortælle om hans søster som ikke kan få tilkendt pension trods det at hun har en svulst så stor og så farlig at de ikke tør fjerne den. Hun er blevet undersøgt og arbejdsprøvet,- og fundet for let. For som taxachauføren sagde; lægen mente at hun kunne sidde ved et transportbånd og kigge på det dagen lang. Men hvor er den arbejdsplads spurgte han? Ingen steder. Hun vil altså kunne udføre ét job, og det job findes ikke længere i Danmark. Hun har arbejdet siden hun blev udlært som bager og nu er hun på socialhjælp, og kan end ikke klare en elregning. Hun har ikke dyre forbrugslån fra en tur til Thailand, hun har ikke været ufornuftigt og "klattet" pengene væk. Hun har gjort sin pligt og forsøger nu at få sin ret.

Fattighjælp og uselvstændighed
At blive man tilkendt en pension, så er man afhængig af samleverens indkomst, og vil beregnet herefter. Konsekvensen kunne være at få en ydelse på omkring de 5000 kr. For det man skal leve for resten af sit liv. Tror denne regering at mennesker på pension lopper den? Tror de at familier spekulerer i en pension? Det er jo helt hen i hegnet. Al ordentlighed er stoppet. Vi er nu tilbage før krigen hvor man var afhængig af fattighjælp og andre menneskers håndsrækning. Er det det som et liberalt styre har lavet? Hvordan kan folk i Danmark med bare lidt sund fornuft tro på hvad Pia Kjærsgaard og DF har sagt om at passe på den lille og trængende mand? Denne regering har ikke kun udsultet den offentlige sektor og smadret vores fantastiske prisværdige sundhedssystem, de har også bevidst og meget møjsommeligt skabt en seriøs fattigdomsgruppe i Danmark.

Forskel på folk
Så når en medarbejder på mit job sagde, at vi har fået et mini USA så har hun vel ikke uret? Vi har nu to grupper af mennesker i Danmark. De som har arbejde og løn og kan betale regningerne og sundhedsforsikringerne og de som ikke har arbejde og som er blevet afhængig af almisser.

En ny tid
Men nu må det holde op. Vi må have en ny tid. En tid med plads og brug for alle. Vi vil en verden hvor selv de som har brug for lidt ekstra hjælp er værdsatte og en del af vores samfund.
Jeg må tro på at et valg vil medføre forandring. Skaber en mulighed for at gøre noget andet.

lørdag den 4. december 2010

DSB, kvalitet og service? - eller mangel på samme

Godt så! Det stod i kærlighedens tegn, alt var på bedste Egon Olsen stil timet og tilrettelagt. Huset lukket, varmen skruet ned, kattene inde og fodret det samme gælder fuglene. Vi nåede banegårdspladsen og Barraso, og midttrafik kørte. Alt gik. Turen til Falsled kro som jeg har glædet mig så meget til var startet. Jeg har endda pakket to forskellige kjoler for det tilfældes skyld at jeg ikke kan bestemme mig i aften. Den ene af fed lækker sort silke, og den anden en rap 60'er sag i lyselilla uld. Og hvad sker der - vi kan nå et tog før... hurra - så der er god tid til at finde den rigtige bus i Odense.
Jeg er altså stadig for offentlig transport. Vi kan faktisk godt hjemme hos os lide bussen, og toget. Men lige nu - her 2 timer efter vi skulle have været i Odense men kun er nået til Fredericia, er jeg træt at DSB, men ikke af toget.
Hvorfor hænger DSB og service/kvalitet ikke sammen?
Ser du - vi nåede til midt mellem Århus Skanderborg, eller rettere vi nåede faktisk ikke rigtig ud af Århus banegård før der var noget galt med computeren. Det betød, at det tog 3 kvarter for at nå til Skanderborg. Informationen var sparsom, men endelig fik vi beskeden om at toget ikke kunne komme videre - så vi måtte skifte i Skanderborg - i mens informationen skrattede ud af højtalerne så jeg det tog vi oprindelige havde planlagt at skulle kører med, stoppe og kører igen udenfor vinduet i Skanderborg - Halloooo der? hvad sker der? Toget kunne så ikke åbne dørene fik jeg af vide, så vi kunne alligevel ikke have nået toget. Ok, men de sender os et nyt, sagde den indtil videre flinke togbetjent. Det gjorde DSB også - men det kørte til Skanderborg station - og fra Skanderborg station klokken 13.30 (vi kørte fra Århus 12.00) uden at åbne dørene. Jo men der kommer et regional tog var der en som sagde... herfra blev informationerne utroligt vage og nærmeste til det fornærmende ikke eksisterende. Det kom, og var fyldt, og så kom der et lyn tog, som var fyldt, og så blev jeg vred. Den der kupe med 1. klasse spurgte jeg, den står tom. Ja, men jeg kan ikke tage beslutning om, om du må sidde der sagde den unge kvinde med store flakkende øjne, ok, men vil du så være sød at finde en som kan. Hvilket hun gjorde, og sagde at det måtte jeg ikke, jeg skulle først finde ud af om der var flere tomme almindelige pladser - hvilket vi så travede hele vejen gennem toget for at finde ud af at der så ikke var.
Så tog fanden en hvis i mig.. og nu sidder vi på 1. klasse i en DSB kupe på vej mod Odense og på vej mod Fåborg og videre til Falsled kro, som Ulrik og jeg har glædet os til. Jeg ved ikke helt om det bliver den lilla eller den sorte.. mit humør er ved at komme tilbage.
Men hvorfor er det så svært at smile til os, og sige at det prøver vi at løse sammen? Sæt jer nu bare på første, så tjekker jeg lige om der er andre pladser - eller bliver i bare siddende? Hvorfor bliver jeg ikke regnet som en gæst og en kunder og en som faktisk har valgt denne her offentlige transport? Hvorfor kan pris og kvalitet og service ikke hænge lidt sammen?
Nå pyt - vinter-Danmark drøner forbi og om 7 min, om DSB det vil, er vi i Odense

søndag den 24. oktober 2010

fodbold og feminisme

Lykke Friis og Bayern München
Jeg undre mig hver gang - hvorfor er det at fodbold er for mænd? Og når kvinder kan lide bold, er det noget særligt? Tag nu ligestillingsministeren - Bayern München, hendes favorithold (og jeg er faktisk enig med hende her). Var det sådan en kontravægt som Løkke gjorde - ok med den ministerpost til hende der eksperten. Tænkte han mon; "så pyt - hun er så langt fra en feminist, for hun ser fodbold, at det ingen betydning får?". Vi ved det ikke, vi ved dog at det ikke er meget hun reelt har fået gennemført. Hun har lagt en distance til de reelle politiske initiativer. Når jeg tænker mig om, så er det vel egentlig ikke meget hun har fået udrettet på denne post, hende Lykke Friis. Men nu var det ikke et indlæg mod Lykke-

Politikernes mænd
Noget jeg kan blive virkelig vred over, er den fokus som kvindernes mænd får. Forleden kunne jeg læse på tekst tv at Henriette Kjærs mand skyldte Roskilde kommune penge. De er ingen gang gift. Hvad skal han blandes ind i det for? Og Helle Thornings mand kom i fokus her i sommers, og Lene Espersens mand har en karriere. Jeg undre mig. Hvornår bliver kvinder bedømt på deres egne gerninger? Jeg glæder mig til denne dag.

Kompetence, kvaliteter og køn
Vi har i Århus, i denne tid måtte sige farvel til vores nuværende borgmester - han ønsker sig en karriere på Borgen - og al respekt for det. Jeg bakker ham til fulde op - men nu skal vores kommende borgmester og vores kommende rådmænd skyde i skoene, fordi de IKKE er kvinder. Folk som kender mig, vil nok betegne mig som hardcore feminist, det fordi jeg mener, at vi faktisk skal være reelt lige. Mænd og kvinder skal bedømmes lige. Og som den politiske dagsorden er lige nu, så er det faktisk ikke tilfældet - Helle Thorning, Lene Espersen og Henriette kjær bliver bedømt på deres mænd, og "mine" folk i Århus bliver bedømt for ikke at være kvinder.
Så vi når hver gang tilbage til at tale om kvalifikationer. Mit spørgsmål bliver: "hvordan får vi skabt forhold hvor vi ikke længere taler om køn, men at kønnet er en kvalitet?". Den kommende rådmand for Børn og Unge i Århus, Kristian Würtz kender jeg som et engageret mennesker, med reel ligestilling i hjemmet, og med hjertet på rette sted. Og han er blevet bedømt på det hele - også sit køn, for at få posten - han var den bedste.

Så hvordan var det med fodbolden?
Jeg ser fodbold, (pt vinder FCK stort over Silkeborg - og jeg ville gerne holde med Silkeborg, men gør det ikke FCK spiller bare for fedt til at løbe af med min sympati...), når jeg kan komme afsted med det - og det er ikke meget når man kun kan tage 3 sølle kanaler og den sidende regering har sørget for at stort set alt sport bliver sendt på tilstødende kanaler.
Jeg kan lide at være med til at træffe beslutninger, og jeg håber virkelige at jeg bliver bedømt udfra hvem jeg er - med alt hvad der nu er mig.
Så lad nu Lene Espersen lave sine egne fejl, og lad nu Helle Thorning blive statsminister - fordi hun ER den bedste og lad os arbejde for en verden, også i Danmark, hvor ligestilling handler om realiteter istedet for PR. (Og lad nu os kvinder også få lov til at se noget bold...)

mandag den 18. oktober 2010

Efteråret rusker nu. Lyset og varmen har et stykke tid været på retur. Efteråret er for mig, forbundet med smukke farver som er reflekteret i lavt hængende sol. Jeg holder så meget af det. Jeg tænker at det er forbundet med en barndoms forventninger og spænding om fødselsdag og gaver. Jeg elskede min fødselsdag. Når den kom, så var det stensikkert at det var efterår. Den fornemmelse af at kulden begynder at bide i næsen. Det er en skøn fornemmelse. Jeg kan lide det at invitere fødselsdagsgæster og lave maden. At planlægge hvordan kagerne skal være. Vores fødselsdage derhjemme har altid været forbundet med hygge og overskud. Det var med små kagelys i sukkerskålen og flag rundt om i stuen.

Sådant en overskudsfamilie er langt fra alle født ind i. Denne følelse af magi, ville jeg ønsker at alle oplevede. Men alt for ofte er der familier som enten ikke har det følelsesmæssige overskud, fordi deres familier er pressede af arbejde. Eller deres økonomi er sådan at de ikke selv kan vælge de gaver der ligger indpakket på deres børns fødselsdagsgavebord. Og så er der de familier hvor enten far eller mor er sårbare og skrøbelige, og som har et skidt billede af sig selv, har vanskeligt ved at give deres børn det, som de som forældrene ved at børnene har fortjent. Sådan en forældre blev min søster.
Den magi som var forbundet af vores barndom forsvandt for hende som voksen. Hun blev begravet i depression som forhindrede al magi, og uden hun fik den hjælp hun havde brug for. Så når efteråret nu raser og vinden bider i mine kinder, og fødselsdagens magi kommer lige om lidt, må jeg fejre den uden min søster.
Det danske sundhedssystem har spillet fallit på så mange forskellige områder. Og særligt det psykiatiske har slet ikke det overskud som resten. Der er nemlig ikke meget præstige i en psykiatisk lidelse som en spiseforstyrrelse eller depression som min søster havde. Så hun gav op, og døde ved egen hjælp for snart et år siden.
Det giver mig et personligt drive til at ville ønske en ny regering. For den vi har, har smadret det vi kendte fra vi var børn. Hvor alle de som havde behov fik hjælp og de som ikke kunne selv blev hjulpet.

Dette års fødselsdag bliver imødekommet af et smukt dansk efterårsvejr, i mindet om min elskede søster. Kære Astrid - jeg savner dig. Må magien nå dig - der hvor du er... Og som du sagde til din datter - elsker dig helt op til stjernene...

søndag den 26. september 2010

Hvordan man når alles tanker og ideer

Vi skal spare i Århus kommune - mange penge. Rigtig mange penge. 362 millioner kroner bare på servicen til borgerne. Vi skal spare på pædagogerne, på de mennesker som sørger for at vi betaler det vi skal, og får de penge vi skal. Vi skal spare på eksperterne som hjælper med at træffe gode valg, og på de grønne medarbejdere som holder byens gader og veje pæne.

Mærkbart
Vi kommer til at mærke det. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, uden at vi vil kunne mærke det. Fra torsdag til fredag fra tidligt om morgen, til tidligt næste morgen var jeg med til forhandlingerne om hvordan rammerne skulle sættes. Mandag var jeg til ledelsesmøde på min skole, og så hvordan budgettallene var udmøntet på min egen skole. Benhård virkelighed.

Processen
Jeg er optaget af processen. Når jeg tænker tilbage på politik, synes jeg at der alt for ofte, har været alt for lidt fokus på processen. Vi beslutter og bestemmer,- men hvordan bliver det modtaget? Og forstået?

Så hvordan nu?
Så mit spørgsmål bliver - hvordan får vi som politikere, borgernes ideer på banen? Flere siger at det hele kan spares på administrationen. Andre, at det ikke bliver til så mange millioner som vi først troede - men hvad tænker du? Når rammen er sat, er det vilkårene. Hvordan gør vi det så? Hvad skal der til, for at du kommer med dit bud? Vi behøver det- så vi kan træffe ordentlige beslutninger. Inden for rammen, men stadig med fodfæste i virkeligheden.

søndag den 19. september 2010

hvorfor dog ikke blot sige at det er hudfarven?

Morgenen startede med at kæresten sagde, at man ikke længere skal kunne blive familiesammenført hvis man bor i en ghetto.
Man kan altså ikke blive familiesammenført, hvis man ikke har arbejde i min. ½ delen af året, man skal betale penge for en danskprøve, for at blive familiesammenført, man skal have været her i 9 år ikke været på overførselsindkomst. Kun 2 børn, ellers ingen børnepenge fra det 3 barn...
Man må altså ikke have været syg, brækket et ben eller have haft brug for anden offentlig støtte. VKOs seneste salut, er altså ikke bare, at vi i Danmark kun ønsker dem som "bidrager positivt" til samfundet, og nu må man altså heller ikke bo i ghettoen.
Jeg spørger bare, hvorfor siger de ikke bare at der er farver på mennesker de kan lide og farver de ikke kan? Jeg bliver så vred. Er det ok? Er det niveauet i dansk politik? At et parti gang efter gang går bevidst efter en bestemt gruppe - peger dem ud, det er deres skyld dem der?
Jeg har lige været i Kvindehuset i Viby, et skønt sted, hvor man ikke ser på alder eller job, eller hvilken farve eller hvilken del af Århus man kommer fra. Det er stedet hvor man henter kaffe til naboen og sin næste. Her tør man debattere det som er svært. Som børneopdragelse, tro og politik. Her fortæller kvinderne om århusianske daginstitutioner, som har vanskeligt ved at forstå en flerkulturel familie, og hvordan kvinder tænker om at være en del af et flerkulturelt miljø. Både at være århusiander og iraner, palæstinenser, somalier, islænding. Hvor er vores skam i livet?
At sige at man ikke kan blive familiesammenført hvis man bor i en gettho? Hvilken en af dem? Gellerup? Skådebakker?
Skam jer - det er Næsten I taler om.

onsdag den 4. august 2010

Om at bidrage til et samfund

Det undrer mig, hvordan DF konstant kan give mørke mennesker skylden. I de sidste ti år har Pia K og DF, langsomt og sikkert ændret tonen om hvordan man kan tale om andre mennesker. Senest eksempel er, at vi kun ønsker mennesker som bidrager til det danske samfund, folk som er lette at integrere - og hvordan er det så vi definerer dette?

Jeg tror nu på at vi får det bedste ud af folk, ved at tro det bedste om dem. Desværre er det ikke hvad Danmark pt præsterer. I kommunerne er vi pålagt en beskæftigelsespolitik, hvor mennesker som modtager kontanthjælp mister deres kontant hjælp hvis de er gift, eller lever i gifteligende forhold med en anden på overførselsindkomst. Alt privatliv er idag underlagt, nærmest absurde, kontrolforanstalninger.
Hvor går grænsen egentlig? Vi må se på hvilke initiativer som virker, hvornår er det at man oplever at man bidrager til et samfund? Hvornår og hvordan bliver man en del af et samfund?
Hvor findes de steder som rummer mennesker som ønsker at bidrage, som på hver deres måde kan få mennesker op ad stolen - med tillid til at mennesker kan gørre en forskel - et lille skridt af gangen.